Bogbella den 10. november 2017

Årets store begivenhed er blevet lidt mindre nørdet. Kogekunsten er blevet fast inventar med egen scene, moden var repræsenteret, og der var flere debatter, hvor forfattere med hver sin bog og fælles emne diskuterede, som det blandt andet var tilfældet på Fag- og Debatscenen fredag formiddag, hvor Per Fibæk Laursen, Alexander von Oettingen og Lejf Moos talte om dannelsens rolle i folkeskolen.

Lejf Moos har nyligt skrevet bogen Dannelse – Kontekster, visioner, temaer og processer, og Per Fibæk Laursen har senest skrevet Dialog der noget kontroversielt roser vores evigt omstridte folkeskole.

Det var Lejf Moos’ holdning, at dannelsen er en mangelvare, og at skolens formål er druknet i målstyring, og det var Fibæk Laursens, at man var på vej væk fra måling. Alexander von Oettingen understregede, at det var vigtigt at skelne mellem dannelse i skolen og i livet. Hvis man ikke skelner, misser man skolens mening. Læsning er en forudsætning for dannelse, naturvidenskab en forudsætning for at forstå verden. Vi er i skolen tilbøjelige til at fokusere på styringselementet, og det er generelt vanskeligt at undgå mål i skolen

Fibæk Laursen plæderede for, at den dialogiske undervisning var vejen frem, det vil sige inddragelse af eleverne, hvis forventninger til læringen er baseret på, om de kan bruge den til noget konkret. Her nævnte von Oettingen, at det måske nok gjaldt elever i 10. klasse, men i første klasse var de nysgerrige og ville de høre historier. Moos støttede at nysgerrigheden skulle motiveres, så børnene lærte at søge videre på egen hånd.

Generelt er der megen god praksis, men skolen forstyrres af politikere. Der var enighed om, at læringsplatforme ville være væsentlige fremover og måske understøtte en ny dannelsesforskning baseret på andet end produktion af data.

Undervisning og dannelse dukkede op flere gange i løbet af dagen, eksempelvis hos Egon Clausen der beretter om den reaktionære skole i sin bog Klassens frække elev, der så at sige er et arvestykke Clausen holder frem for skoletænkere med skræmmende billeder af den sorte skole.

På Djøfs stand diskuterede Per Øhrgaard og Lisbeth Verstraete-Hansen med Jens Erik Mogensen, prodekan for uddannelse, Humanistisk Fakultet på KU om deres bog Sprogløse verdensborgere og om sprogfagenes forsvinden fra studierne og den manglende politisk-økonomiske support. Udviklingen skyldes i høj grad, at kultur- og mediefag er rykket væk fra sprogene og nu er selvstændige uddannelser. Det betyder, at de fleste nu kun har et andetsprog, nemlig engelsk. Det påvirker dannelsen, fordi sprogundervisning også er kultur.

Dannelse og dermed sprog trænger til et boost for eksempel ved at nok et fremmedsprog gøres obligatorisk i gymnasiet, så der skabes en fødekæde til universiteterne. Sprog er væsentlig, ikke alene når man taler dannelse, men også når man taler forsvar, sikkerhed og ledelse.

I tilgift til al den dannelse præsenterede Jens Erik Kristensen og Hans Siggaard Jensen Pædagogikkens idehistorie på Aarhus Universitetsforlag. I lighed med andre pædagogiske talere og tænkere var de to herrer enige i dannelsens tragiske fravær men væsentlige betydning i dagens pædagogik. Bertel Haarder fylder ikke meget i Pædagogikkens idehistorie, men dukkede selv op på universitetsforlagets stand i forbindelse med danskerne i Vestindien – baseret på blandt andet Ulla Lunns bog Stedet fortæller.

Haarder fortalte om byfogeden Hesselberg på St. Croix: 87 slaver havde gjort oprør. Det skulle man gerne undgå fremover, men det ville jo blive en dyr historie for slaveejeren, hvis de alle blev henrettet. Embedsmanden Hesselberg udvalgte derfor nogle af slaverne og lod dem bogstaveligt talt riste. Det kom ikke til yderligere oprør, den danske stat og slaveejeren slap uden de store udgifter. Var Hesselberg en god embedsmand? Det ville Hannah Arendt kunne svare på.

Drømmen om Hollywood

Wendt Jensen og Monggaard fortalte om deres Drømmen om Hollywood, om 126 danskere der fandt vej til Hollywood.

Hollywood er mere er et begreb og en måde at lave film fremfor at være et geografisk fænomen, og lige nu kan man næsten tale om et depressionshollywood på grund af den strøm af sexanklager der vælter frem fra det gamle koryfæ.

Drømmen om Hollywood handler om de nutidige danske filmikoner, Mads Mikkelsen og Nikolaj Coster-Waldau, men også om de mindre kendte fra tidligt i forrige århundrede, blandt andet Hersholt der løj om sin fortid, men fik en solid karriere, Lauritz Melchior og Betty Nansen. Og så er det en fornøjelse at lytte til mennesker med så meget viden om film.

Jeg gør mig selv ondt, når …

Lisbeth Zornig og Karen Gjesing der har skrevet Jeg gør mig selv ondt, når … om unge selvskadende debatterede med Peter Soelberg Dirksen der har skrevet Cutter. Zornig var inde på, at selvskade var et relativt nyt fænomen, og at der generelt var tale om en ændring i samfundet. Tidligere hed det ‘det er samfundets skyld’, nu hedder det ‘det er din egen skyld’. Tidligere brændte man biler, eller døde af en overdosis, nu skærer man i sig selv.

Folkeskolereformen og præstationsræset fik sin del af skylden, og der var delte meninger om, hvorvidt det var godt, at selvskade ikke er en diagnose. Det giver det problem, at folk ikke forstår, hvad man fejler. Til gengæld var der enighed om, at relationen til andre mennesker var væsentlig i helbredelsen, en ny kæreste, en god moster. Forældre er tit de sidste til at se problemet.

Når et ungt menneske beslutter sig for at gå i terapi skyldes 40 % af effekten selve beslutningen om terapi, 30 % skyldes relationen til terapeuten, 15 % er placebo – når jeg går i behandling må det jo hjælpe, og 15 % er teknik og behandling.

Hver tredje ung har prøvet selvskade. Det hører man ikke meget om, og psykiatrien har ikke rigtigt plads til de unge med det problem. Der mangler information om hjælp, der er ingen national handlingsplan, og kommunerne ved ikke hvad de skal stille op med dem.

Det har vist sig, at selvskade rent faktisk smitter, og de tre forfattere blev spurgt, om det betød, at man skulle holde lav profil. Hertil var svaret nej. Derimod skal man oplyse om risikoen for afhængighed, en afhængighed der kan lignes ved det at drikke, tage stoffer eller motionere hårdt. I stedet skal man søge årsagen, det kan være sorg, incest eller andet, og hertil findes der hjælp.

P1 Eftermiddag med Karen Secher og Tore Leifer var i dagens indledning rykket ind på DR scenen, og det var ret godt. Let og underholdende blev man præsenteret for indslag med Svend Brinkmann, Jens Smærup, Ôzlem Cecik og Hanne Vibeke Holst. Brinkmann leverede hovedoverskrifterne fra sin nyeste bog Gå glip, herunder hvordan man tager livtag med forbrugerfælden og de evindelige vækstmantraer, og med et Zygmunt Bauman-citat nyder The Joy of Missing Out. Trods den beskedne tid der var afsat, nåede vi også at få Brinkmanns fortælling om en konfirmationsgave fra en farmor, Piet Heins digt (med signering): Du skal ikke ville det hele …

Og lidt om alt det andet …

På danske PENs stand fortalte Lea Korsgaard, chefredaktør på Zetland, om sin Den der råber lyver, hvor hun kalder på seriøs journalistik der ikke banaliserer, der spørger dem der ved noget og der ikke lyver. Tiden var knap – som den var det for mange af dagens indlæg – så de syv punkter – der var blevet til otte siden udgivelsen – blev leveret med maskinpistolshastighed.

Dagen var fyldt med begivenheder. Der var indslag om den franske filosof Ricoeur, Niels Dalgaard fra Science Fiction Cirklen fortalte om den nyeste udgivelse i serien Under overfladen, Frants Ørsted Andersen fortalte om Robusthed i praksis, Anne Sofie Hammer fortalte om sin nye hovedperson, Magda der nok ved, hvordan hun skal styre forældre og andre omgivelser. Hammer er i øvrigt ikke helt uden lighed med sin Villads fra Valby.

Bent Jensen fortalte om udgivelsen Ruslands undergang, og på forespørgsel fra intervieweren bekræftede han også, at Rusland i dag er et demokrati, måske ikke i samme udgave som den vi har i de vestlige lande, men de har valg. I mange russeres øjne er Putin lidt af en helt, og fra andre kilder ved vi jo, at levestandarden er steget betydeligt, mens han har været ved magten.

I ankomsthallen havde New Pub arrangeret sig med sine mange selvudgivende forfattere. De udgør et stadigt voksende og meget interessant hjørne af bogmarkedet, og fælles for forfattere – selv den vrede unge mand med Rynkekneppesygen – er jo en smittende entusiasme og en trang til at forbedre verden.

Trods det større fokus på børnegæster var messen ikke mere klaustrofobisk, end den plejer at være. Til gengæld ser det ud til at segmentet har ændret sig en smule. Dels var flere skoleklasser, dels blev de grå hjelme suppleret af ret mange yngre mennesker af begge køn, og de helt nørdede, de sære, fyldte ikke så meget i landskabet. Der var problemer med lydudstyret på en betragtelig del af standene, men de fleste budskaber trængte igennem både skærende hvin og ingen lyd på mikrofonen. Forhåbentligt er det i orden til næste år.

Foto er fra bageste række ved cutting-debatten.

Birte Strandby