Man skulle tro, at Mark Manson havde læst Brinkmann og Tanggaard. Manson advokerer nemlig kraftigt for både at tage nej-hatten på og for at turde begå fejl. Der er i bogen oven i købet et kapitel med titlen Vigtigheden af at sige nej og et med titlen Fiasko er vejen frem.

Det betyder på ingen måde, at man kan springe Kunsten at være fucking ligeglad over, når man afsøger selvhjælpslitteraturen for konstruktive og underholdende indslag. Det kan man ikke. Manson gør sig bemærket ved et usædvanligt direkte sprog. Eksempelvis anvender han ord, som man med garanti ikke finder hos hverken Tanggaard eller Brinkmann Han tager kraftigt afsæt i egne erfaringer, og de er ikke kedelige.

Manson lægger ud med historien om Siddharta eller Buddha med det formål at påvise, hvorfor den evige lykketilstand ikke kan eksistere, at man ikke kan arbejde sig hen mod lykken, at utilfredshed og bekymring er en del af pakken, og at man er nødt til at vælge, for eksempel hvor meget smerte man vil udholde for at nå sine mål.

Man skal også vælge, hvordan man måler sine mål og værdier. Her fortæller Manson historien om Mustaine, der bliver smidt ud af bandet Metallica. Det betragter han som et nederlag, og selv om han senere opnår en betydelig personlig succes, vedbliver han at måle sit eget værd i forhold til det band, der kasserede ham.

Værdier er dem vi måler på, når vi tjekker vores succes. Manson forkaster et par af de mere trivielle, såsom nydelse (Spørg en hvilken som helst narkoman, hvordan hans jagt på nydelse er endt.), materielle goder, at være positiv (… nogle gange er livet noget lort, og det bedste, du kan gøre, er at erkende det.) Mansons konklusion er, at gode værdier er baseret på virkeligheden, socialt konstruktive og kontrollerbare.

Kunsten at være fucking ligeglad er en personlig fortælling, og det sammen med den hudløse ærlighed gør læsningen let og underholdende, omend budskaberne måske ikke er så overraskende endda.

Kunsten at være fucking ligeglad

En anderledes guide til et godt liv

Mark Manson

Oversat af Michael Jepsen

221 sider

memoris

Birte Strandby