I lighed med en del andre forfattere måtte Hanne-Vibeke Holst gå så grueligt meget igennem, men nu lykkedes det så – at få ikke blot offentlig, men også litterær anerkendelse med den færdige trilogi om kvinderne i det politiske liv. En trilogi der ikke er så meget mindre læseværdig end Stieg Larssons.

Der er fart over feltet, politiske intriger, menneskelige intriger og et omfattende og præcist billede af det lille, egocentrerede kongerige tilført rigelige krydderier, så læseren fratages enhver mulighed for at kede sig, men i stedet må ærge sig lidt, når bogen og trilogien er slut.

Persongalleriet består i stort omfang af gengangere, men tilføres også et par interessante nyskabelser, blandt andet er politiet seriøst repræsenteret. Elisabeth Meyer indtager en delt hovedrolle, hun er magtens kvinde, stærk som bare den men alligevel dødelig som alle andre og også potentielt demensoffer. Charlotte, kronprinsessen, køres i stilling som ny partileder, men har i modsætning til Meyer sine stadige kampe både med at holde sammen på familielivet og tilpasse sig partidisciplinen.

Og midt i valgkampen dukker så en uventet, brutal modstander op med nye våben og nye hensigter: Den ultimative skurke-stereotyp: Inddrager fra SKAT, tidligere DF-tilhænger, nu arrangør af bla. Rudolf Hess-march, kontrol-freak og evigt spisende for at kompensere for svigt i barndommen.

Sproget er levende, og der er et vist klichéforbrug, men romanen er også sprudlende fuld af nye lækkerier til ordgalleriet: Menopausal mopsethed, et autonomt stenkast fra Trianglen, Klenex-pusher.

Indvendinger kan man sagtens finde, men det forhindrer ikke, at det er god underholdning i godt tempo og et rammende billede af rigets tilstand.

Forfatter: Hanne-Vibeke Holst
664 sider.
Forlag: Gyldendal

Birte Strandby