Rifbjerg døde i 2015, men det betyder naturligvis ikke, at vi har hørt det sidste til ham. Spejl er et af flere færdige, efterladte manuskripter.
I Spejl møder forfatteren sin afdøde far. Han har altid gerne villet opleve Spanien sammen med faren, så de to tager på rundrejse, den døde og den levende. Rifbjerg er ikke sentimental, har aldrig været det:
Jeg tørrede lidt fugt af næseryggen, det var bestemt ikke en tåre.
men her rækker han ud efter faren. Der er uafklarede spørgsmål til fortiden og oplevelser de endnu ikke har haft:
Men det åbnede til gengæld porten ind til alle de utilfredsstillede behov, man slæber med sig fra vugge til grav næsten livet igennem. Måske var det det, jeg gerne ville have kompensation for i en grænseløs fortrolighed med min far. Han måtte da for fanden vide et eller andet!
Rifbjerg skriver som Rifbjerg. Surprise! Alligevel er jeg-fortælleren ikke et alter ego, men måske nok et menneske der ligner Rifbjerg en del, et menneske der beskæftiger sig med det samme som Rifbjerg, men ikke skal ligne den kulturelle søjle som det litterære parnas har hvilet på i mange år:
Jeg var ved gud ikke forfatter, selvom jeg (hvis sandheden skal frem) har skrevet et par bøger, som de få steder nogen skrev om dem, blev behandlet nedladende elskværdigt og til min stilfærdige tilfredshed hurtigt glemt.
Udover at handle om fortællerens og farens møde, handler romanen om Spanien, om borgerkrig, El Greco, Don Quixote, kvinder og en upålidelig bil. Og det handler om det der skete, da drengen, jeg-fortælleren, var lille og kun fornemmede, ikke vidste. Nogle svar bliver det til, om tyskerne, om sex og død og om et af kvantemekanikken tilladt sammenstød mellem fortid, nutid og fremtid.
Klaus Rifbjerg
Spejl
144 sider
Gyldendal
Udgivet: 29.03.2017
Birte Strandby
