Efterhånden ved vi godt, at nyliberalismen/neoliberalisme ødelægger mennesker og natur. Det er der skrevet mange bøger om af blandt andre Byung-Chul Han, Anthony Giddens, Andrew Sayer, Lone Belling. Derfor er det heller ikke helt nyt stof, vi præsenteres for, men det er anbragt i fin argumentationsrækkefølge med blik for de store sammenhænge – og serveret med en smittende vrede.

Vi begynder med en historisk gennemgang, og også den er rimeligt velkendt. Især er er Reagans markedsfundamentalisme og Thatchers indsats for at privatisere alt, hvad der tidligere havde været statsligt finansieret velkendt. Stalsberg definerer nyliberalismen som en ideologi, som repræsenterer nogle få meget velstående menneskers interesser, og det er Stalsbergs påstand, at denne ideologi ikke bare har ændret økonomien og vores livsgrundlag, den har også ændret os.

Nyliberalismen opererer ikke som en vedtaget politik, men via lobbyvirksomhed og netværk med henblik på at påvirke indflydelsesrige personer indenfor erhvervslivet. Grundlæggende går nyliberalismen ind for at reducere statens styring og i stedet gøre plads til mere marked. Nogle af hurraordene er individualisme, frihed, lighed, og for bedst at falde til i den neoliberale økonomi skal man være udadvendt, selvhævende, fleksibel, impulsiv og aldrig bange for en udfordring. Så er man godt stillet, når man skal konkurrere med sine medmennesker, og konkurrencen begynder i skolen med test og prøver.

Med det menneskesyn er det måske ikke sært, at vi oplever stress. Stress rammer mennesker der er usikre på arbejdsmarkedet, prækariatet, dem der overvåges på jobbet, dem der ikke finder, at de har meningsfuldt arbejde, og dem der ikke klarer testen. 

Samtidigt med utrygheden har vi også fået en større arbejdsbyrde:

En typisk norsk efterkrigsfamilie bidrog samlet med 45 timers arbejde udenfor hjemmet om ugen. Efter at kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, bidrager en norsk familie nu i dag med omkring 70 timers lønarbejde om ugen. Det er 25 timer mere på en generation.

Stalsberg argumenterer sig frem til en direkte forbindelse mellem ulighed og klimaproblemer, og når man ser på de store virksomheders opførsel virker det ret indlysende:

Hennes & Mauritz i Danmark brænder i snit 12 tons tøj af om året. Tøjmærket Burberry afbrændte varer for 320 millioner kroner i 2018, og i Norge smider hver enkelt indbygger 23 kilo tøj ud om året.

Der er masser, vi kan gøre selv, men uden en ændring i samfundsstrukturen, kommer vi ingen vegne. Den konkrete opfordring til den vestlige verdens regeringer er: 

Forbyd. Lav regler. Bestem. Tag fat, lav indgreb.

For vores dømmekraft er sat lidt ud af spil i nyliberalismens tidsalder, og vi har behov for lovgivning:

Kun få rygere tog hensyn til de andre gæster på pubben eller de ansatte der, før der kom en lov, som sagde, de skulle gøre det. Vi har stadig overvågningskameraer og færdselspoliti, som berettiget straffer os, når vi kører for hurtigt, selv om vi ved, at andre eller vores egne børn kan dø på grund af trangen til at køre stærkt.

Så mangler vi bare de visionære politikere.

Det er nok nu

Hvordan nyliberalismen ødelægger mennesker og natur

Linn Stalsberg

Oversat af Magne Pihl

171 sider

Forlaget Solidaritet

Udgivet: 2021

Birte Strandby