Hvis du holder af Elly Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway, er der spritny i vente til dig. Forfatteren er nemlig klar med en ny krimiserie. ”Døden mellem linjerne” er starten på en serie med den indiskfødte kriminaloverbetjent Harbinder Kaur i hovedrollen. Elly Griffiths er i øvrigt pseudonym for den engelske forfatter Domenica de Rosa, der kendes for underholdende og velskrevne feel good-romaner. 

Det er da også lige præcis hvad ”Døden mellem linjerne” ér: Velskrevet og underholdende. Den spændingsfyldte krimi foregår i et klassisk engelsk skolemiljø, hvor engelsklæreren Clare Cassidy kommer meget tæt på et mord. Hendes nære kollega og veninde Ella findes brutalt knivdræbt. Ved siden af liget ligger en seddel med et citat fra en bog: ”Helvede er tømt og djævlen er her”. Clare holder af gotiske romaner. Hun kan let identificere citatets oprindelse, der er skrevet af forfatteren R. M. Holland. Kort efter gør Clare en skræmmende opdagelse, da hun skal skrive dagbog. Nogen har skrevet en besked i hendes dagbog: ”Hej Clare. Du kender mig ikke.”

Kriminaloverbetjent Harbinder Kaur og hendes kollega Neil Winston sættes på sagen. Som en af Ellas nærmeste kolleger og en god ven, bliver Clare udspurgt om afdøde. Clare har imidlertid ikke i sinde at fortælle alt om Ellas privatliv til politiet. Hun dækker over deres chef Rick. Men Kaur og Winston har næse for hemmeligheder. Det skal dog vise sig at blive endog meget svært at opklare forbrydelsen. Samtidig tager uhyggen til med stor styrke. 

Elly Griffiths skrivestil er let og ubesværet. Den minder umiddelbart meget om det, du måtte kende fra serien om Ruth Galloway. Men i ”Døden mellem linjerne” skifter vinklen skiftevis. Fortællingen opleves  skiftevis fra forskellige personers handlinger, tanker og oplevelser. Det giver en særlig dimension at se de forskellige personernes syn på hinanden skildret. Ulempen ved denne skrivestil og metode er, at en del af handlingsforløbet bliver gentaget og fortællingen mister noget flow og fremdrift. 

Den første person vi følger, er Clare Cassidy. Hvis man ikke har sat sig ind i seriens idé vil det være naturligt at opleve det som om at hun er bogens overordnede hovedperson. Jeg synes, at Harbinder træder lidt mere i baggrunden. Men som kriminaloverbetjent er hun en interessant skikkelse. Hun er atypisk. Harbinder er en kvinde midt i trediverne, der stadig bor hjemme. De indiske forældre ved ikke at hun er lesbisk. Det skal så afgjort blive spændende at følge hende i de kommende bind. 

Udover Clare følges hende 15 årige datter Georgie i bogens tredje spor. Georgie går på samme skole, som moren underviser på. Hendes ældre kæreste Ty, er hverken Clare eller eksmanden Simon super begejstrede for. Et af bogens velvalgte plot-tvist er, at Georgie har en usædvanlig hemmelighed bag morens ryg. Dét tilføjer en ekstra finesse til fortællingen. 

Udover at strikke et gedigent og velkomponeret plot sammen, formår Elly Griffith også at skabe nogle karakterer, der er yderst troværdige og interessante. Udover det inkorporerer Elly Griffith en ekstra historie, idet hun lægger uddrag fra en gotisk roman ind i romanen. Det kan lyde lidt forvirrende eller tilmed tørt, men det fungerer upåklageligt. Faktisk understreger det på fin vis, at Clare og offeret Ella begge er litteraturelskere med forkærlighed for den gotiske litteratur. 

Clare Cassidys dagbog spiller også en rolle i romanen. Morderen har som tidligere nævnt – tilsyneladende – tiltusket sig adgang til den og skrevet deri. Men dagbogen giver også indblik i Clares uredigerede tanker og følelser. Bogen viser, hvad der gik forud for forskellige hændelser, ligesom den beretter om hvad hun tænker og mener om forskellige mennesker. Clares datter – og andre karakterer – skriver i øvrigt også dagbog. Det gør de online i noget, der hedder MySecretDiary. Jeg nød at få hele den dimension med. 

”Døden mellem linjerne” er måske ikke verdens mest overraskende plot. Men det er bestemt solidt og godt. Dér hvor forfatteren scorer høje point, er i hendes fornemme evne til at strikke romanen sammen og tilføje et meta-lag om litteratur. Elly Griffiths arbejder med tre forskellige fortællevinkler samt dagbogsskriveriet, der også åbner vores øjne for et ekstra lag. Det tilføjer en helt ny dimension til læseoplevelsen. Tankerne får ekstra næring, fordi vi også får lov at læse små udpluk fra den gotiske fortælling, der inspirerer morderen til sin ugerning. Det giver fantasien frit spil. 

Romanen er en vaskeægte og handlingsmættet page turner. Det er underholdende, uhyggeligt og herlig læsning for enhver glad krimilæser! Det må også bemærkes, at krimien blev kåret til årets krimi i ”The Times”. Den vandt desuden den prestigefyldte Edgar Award for bedste kriminalroman.

Døden mellem linjerne

Forfatter: Elly Griffiths

Oversættelse: Ane Lauenblad

Forlag: Gads Forlag

422 sider. Indbundet 

Udgivelsesdato: 28. 5. 2021

Anmelder: Nønne Lønne Votborg