Øreåbner om at lytte til musik. Turen går til New York, hvis betagende musikalske output kan skyldes at byen er ’en demografisk og idémæssig smeltedigel, der indeholder modsætningen mellem en stærk kapitalistisk tankegang og en udpræget sans for fællesskabets betydning, og er fyldt med individualister der er klar til at tage store chancer.’

Siderne er tæt beskrevet af musikoplevelser, og bugner af citater fra sange og bøger blandt andet Sylvia Plath: Perfection is terrible, it cannot have children, der i musiksproget er omsat til:

Jo mere perfektion, jo mere ufrugtbarhed, og jo mindre musik. I det hele taget gør Marstal meget ud af fejlen: …at spille småfalsk eller enkelte forkerte noder er småsynder, men at spille korrekt, kedeligt og uden passion – det er en dødssynd.

Der er mange forklaringer på, hvad der gør god musik, og hvorfor talentfuld, hypet og topmotiveret ikke er helt så godt som synergi, dedikation og stærke sange.

Forfatterens begejstring danner underlægning i hele bogen og understøtter teorien om, at det at lytte er en aktiv, musikalsk handling. Men for den læser, der skal hive klaveret frem for at finde tonerne, kan der blive lidt forsinkelse på en del af formidlingen:

Først tonerne c, c, d – to korte og en lang – …

Man kan blive nysgerrig af at læse denne bog, men desværre lykkes det ikke helt at købe entusiamen. Der bruges rigelig tekst på at beskrive blandt andet Dylans begejstring for Woody Guthrie, og citaterne er for mange og for hyppige, skønt det naturligvis er bekræftende at læse: Musik er en lang kærlighedshistorie for mig…

Henrik Marstal

208 sider

Gyldendal

Udgivet: 16.09.2010