Havde Catherine og Heathcliff også en slags almindeligt liv – eller gik det hele op i en ødelæggende kærlighedshistorie skrevet af Emily Brönte? I hvert fald er der ruiner efter Heatchliffs hjem, der hvor Alma og Kristian er på ferie. Gys og romantik og to ødelagte elskende. I modsætning til Alma og Kristian, der er ude af stand til at nyde omgivelserne sammen, eller hinanden. Et ægteskab er ved at ebbe ud, og kun irritationen er tilbage.

Det er den første novelle i Camilla and the Horse. Edward, der et kort øjeblik møder Alma, er hovedperson i den næste fortælling om pludseligt selvmord og byrden for den overlevende. Titelnovellen handler om en fordrukken nat i depravationens tegn – Camilla og Charles på stripbar med luderne – det handler ikke om trafficking men om globaliseret prostitution. Senere møder vi dem igen i Lissabon, hvor de befinder sig den 11. september. En tjener på hotellet henleder deres opmærksomhed på begivenheden i fjernsynet, uden at de dog forstår, hvad det er, der sker på denne skæbnesvangre dag.

Alle novellerne er jeg-fortællinger der er indbyrdes forbundne. Den ene novelles biperson er hovedperson i den næste. Fortællingerne er alle små beskrivelser af livet med vægt på detaljer og små symboler – som tøjbjørne.

Og det er vel netop det Hesselholdt gør så godt: Beskriver det minimale, det der ikke betyder noget i tæt sammenhæng med det store – det store landskab, den store digtekunst, de voldsomme begivenheder, der aldrig finder sted, der hvor hovedpersonen er. Denne evige, forbløffende klaustrofobiske almindelighed, der kun kan ses, når den dygtigt sættes i relief – som hos Hesselholdt.

Christina Hesselholdt

144 sider.
Forlag: Rosinante

Birte Strandby