Sidste del af trilogien Drengehjemmet. De to andre bøger i serien er Mørke møder og Kolde kys.

Emma er efterhånden ved at vænne sig til den nye tilværelse, der også omfatter to spøgelser: svinet Madsen, tidligere forstander for drengehjemmet og Finn, drengen der døde under mystiske omstændigheder, i Emmas forståelse henholdsvis ondskaben og kærligheden.

Hun har fået en ny lillesøster, og hun er bange for, at Madsen kan finde på at gøre hende noget ondt. I det hele taget er det lidt vanskeligt med de spøgelser. Dels kan de ikke få internet på drengehjemmet af en for teleselskabet uigennemskuelig årsag, dels er spøgelserne ikke særligt diskrete. Emmas far giver flere gange udtryk for, at han har oplevet uforklarlige ting, og en af Emmas klassekammerater udsættes for spøgeri.

Med veninden Sylvia går det godt, og hun tror på alt, hvad Emma fortæller om spøgelserne. Emma er blevet lidt forelsket i spøgelset Finn, og det giver nogle syrede scener. Og da Emmas mor kommer hjem fra sygehuset med den nye lillesøster, opstår der farlige situationer, men Emma bevarer hovedet koldt trods faren, og til sidst lykkes det endda at få internet.

Bortset lige fra spøgelserne er hovedpersonerne meget troværdige, med Sylvia som tidligere mobbeoffer, drengene fra klassen der vækker både irritation – og noget andet, og forældre der tydeligvis ikke forstår alting, og i hvert fald slet ikke fortæller alting. Sylvia har også nogle overraskelser til gode, og det lykkes Emma at gøre en rigtig god gerning.

Underholdende, god handling med lidt fart; og alle de sædvanlige elementer i forbindelse med teenageårene, usikkerhed, forelskelse, mobning, belastende forældre  finder vej til Emma og Sylvia.

Brændte beviser

Drengehjemmet 3

Dorte Roholte

128 sider

Høst & Søn

Udgivet

08.05.2019

Fra 11+

Birte Strandby