Trods sin ydmyge herkomst vælges Auraya til præstinde. Hun har magiske kræfter og diplomatisk talent. Desuden er hun den, der kan skabe forbindelse til drømmevæverne, som guderne har haft uoverensstemmelser med i mange år. Med til historien hører også Tryss. Han er en stor jæger, men mobbes slemt af sine fætre. Emerahl er heks og senere luder med god sans for forretning, og Leiard er den drømmevæver, der har undervist Auraya.

Der er mange begivenheder og oplevelser i dette nye fantasy-science-fiction-univers, og det er bestemt ikke et univers, man kommer sovende til:
Udover mennesker og guder findes der siyeer og elaier (bevingede mennesker og vand-åndende havfolk). Desuden er der den forhadte pentadrian-kult, og det hele styres af De hvide. Byerne hedder eksempelvis Mur, Avven og Dekkar og bortset fra Adem, der lyder som Adam stavet forkert, er der ikke et eneste personnavn, der giver associationer til vores verden.

Kæledyr kan for eksempel være en veez, der har busket hale, store øjne og kan tale lidt om relevante, ikke-abstrakte emner såsom mad og bekvemmelighed.

De dyr, Tryss jager, er fortrinsvis yerner, der minder om hjorte, og man kan risikere at blive angrebet af vorner, der er ulvelignende dyr.

Guder og De hvide, den gruppe Auraya tilhører, har evnen til at læse tanker, og Skype-mødet er her praktisk afløst af sammenkædning af tanker. Det kræver som andre talenter en del vedligeholdelse, så Emerahl, der har boet alene i mange år, har mistet sin evne til tankelæsning.

Alt i alt et spændende univers, men trods ordlisten bagest kan det være særdeles krævende at sætte sig ind i terminologien.

Auraya – Den hvide præstinde I
Forfatter: Trudi Cavanan
256 sider
Oversat af Ingrid Terkelsen
Forlag: Tellerup

Birte Strandby