Lille bog med mange, spredte informationer. Indledningsvist lidt om opdagelsesrejsende herunder James Cook, der som den første europæer opdagede Australien og New Zealand – og William Dampier der kortlagde dele af Australien. Cook og Dampier har sandsynligvis ikke selv betrådt Deliverance Island, der er den centrale ø i denne beretning om en dansk Robinson Crusoe, men deres kortlægning var med til at afsløre øen 80 kilometer syd for Papua New Guinea. På denne ø strander i 1890 sjællænderen Johannes Henrik Enevoldsen og 15 andre besætningsmedlemmer fra det forliste skib Geebrand. Tre år senere kommer et skib til øen, men da er der kun fem besætningsmedlemmer tilbage, og kun fire af dem er klar til at forlade øen igen. Enevoldsen bliver boende på øen til sin død i 1928. Det rejser flere spørgsmål, et enkelt meget konkret: Hvad skete der med de øvrige sømænd fra forliset? Der er ikke spor af dem, og ingen af dem fem overlevende vil udtale sig om det. I den tid hvor Enevoldsen bor på øen, kommer der af og til besøg, og nogle forsøger at drikke ham fuld for at få ham til at røbe, hvad der er sket, men Enevoldsen røber ingenting.
Et andet spørgsmål går på hvorfor Enevoldsen vælger at blive eneboer, og her har forfatteren forskellige bud, der også kan forbindes til vore dage, hvor hjemsendte fra krig i flere tilfælde har valgt eneboertilværelsen i en periode.
Der er mange leksikalske oplysninger, eksempelvis har Enevoldsen lagt karakter til Somerset Maughams novelle German Harry, ligesom Alexander Selkirk har leveret baggrund til DefoesRobinson Crusoe.
Lise Søelund
73 sider
mellemgaard
Udgivet: 2012
