Så er der en ny selvhjælpsbog på banen. Denne gang er hjælpen kommet til de hårdt trængte singler.

De fleste af os har lært, at man skal være to og senere helst en familie, og at det er et problem, hvis tingene ikke udvikler sig sådan. På den anden side behøver det måske ikke at være så dårligt at være alene. Det giver muligheder, som de interviewede singler i bogen er inde på. Der er en vis frihed i ensomheden, men angiveligt kræver det tilløb at få fuldt udbytte af den tildelte, uønskede frihed, og det er bogens tema: Hvordan man tackler sit singleliv, så det bliver indholdsrigt – med den lumske bagtanke, at når man først fungerer som et harmonisk og velfungerende stykke singlekørvel, så skal hanhundene nok komme snigende.

Set fra den vinkel er bogen lidt overraskende, og man kan også undres over, at teksten i så høj grad handler om navlepilleri, hvor man vel kunne forvente, at en interesse for omgivelserne, klima, politik, uddannelse kunne bruges til noget fornuftigt.

Tonen i bogen er let og ude på at bekræfte den ensomme single i sit selvværd – og klar med trøst og forslag til fremtid. Den ene af forfatterne præsenteres som:

Pia er journalist, tidligere ulykkelig og ensom single 

Og der medfølger gode råd om, hvordan man slipper ud af den kategorisering, ligesom der er masser af andre gode råd fra mange forskellige kvinder: Flirt, fest og lav noget meningsfuldt – og bidrag fra forfatterne om, hvordan man kommer videre som single, efter bruddet. Der bruges mange ord på hyggesnak og floskelaffyring,

…når vi bliver ramt af singlepanik, har vi rigtigt svært ved impulskontrol. 

men der er også interessante nye gloser som player og offerenergi. Bogen er smukt layoutet, og der er fine portrætfotos af bidragsydere og forfattere.

Mette Holm og Pia Damsgaard Bach

192 sider

Turbine

Udgivet: december 2015

Birte Strandby