Lægen til barnet: ’Vi udskriver nu noget medicin til dig, fordi dine forældre ikke ved, hvad de skal gøre, og jeg kan heller ikke finde ud af det.’
Jesper Juuls erfaringer og betragtninger er uvurderlige i dagens børnepædagogik, og der er både noget praktisk og noget forfriskende ved at få belyst det hykleri, der sender utallige børn og unge på medicin, uagtet opfindelsen af nye diagnoser ikke gør meget for resultaterne.
Ifølge Juul er vores samfund indrettet, så enhver væsentlig følelse undtagen lykkefølelse er bandlyst. Juul insisterer på, at aggression er en basal følelse, og at denne kan være konstruktiv og naturlig som seksualitet og kærlighed. Et aggressionstabu forhindrer derimod børn i at udtrykke sig på den eneste måde, de kender. Aggression og selvdestruktiv adfærd skal i stedet opfattes som et overfladisk symptom på en mere alvorlig tilstand – og en invitation fra barnet til den voksne – er der nogen der kunne tænke sig at lære min verden at kende?
Aggressionen er basalt en reaktion på at føle sig mindre værdifuld, som det er tilfældet, når et barn får en lillebror eller lillesøster og dermed må afgive forældreopmærksomhed til den nyankomne. Det giver sædvanligvis bryderier, men der er ikke noget unaturligt ved det, og en ’voksen’ forældre, der ser og anerkender barnets vrede og årsagen til den, kan bidrage positivt til barnets miljø, hvorimod en reaktion som ’Hvis du ikke overholder mine regler, vil jeg krænke din integritet eller fornægte dit tilhørsforhold til mig’ er ægte aggression med skadelige følgevirkninger. Juul anbefaler i stedet en tilgang med dialog, interesse, nysgerrighed, anerkendelse og personlig feedback.
I den forbindelse er det – som vi vel ved? – en sundhedsrisiko for børn og familier at skære ned på ansatte i børneinstitutioner. Børnene bliver aggressive, og senere reparationsforsøg bliver dyrere end det ville have været at have ordentlig bemanding i institutionerne.
’Aggression’ indeholder mange tankevækkende betragtninger, blandt andet anbefales at barnet gør sine egne erfaringer eksempelvis falder ned fra træet og slår sig 27 gange i træk hvorefter barnet forventes at erkende, at det gør ondt at falde ned. Her ville flere forældre måske anbefale, at barnet afventede en antydning af modenhed udi træklatringens kunst og dermed kom gennem barndommen med lidt færre brud og blå mærker
Der er en del kritik af den nuværende indretning af samfundet, af børnepsykiatriske diagnoser, der alene vurderer barnet uden at se på forældre eller miljø, af det forløjede begreb ’perfekte forældre’. Megen kritik er berettiget, omend en kritik af kvindelige pædagoger og deres begejstring for ’tilpasningspædagogik’ – Juul betragter ordet ’velfungerende’ som udtryk for indadvendt aggression – synes rigeligt generaliserende.
Jesper Juul
160 sider
Akademisk Forlag
Udgivet: 2013