’Slip mig ud herfra’, var de første ord jeg lærte…

Vrede unge mænd og maskuline dannelsesromaner er noget vi har kendt i mange år, men her er ung, vred kvinde, hvis senpubertære opgør giver litterært genlyd – af flere årssager.

Syttenårige Mifti bor sammen med sine halvsøskende, der har et afslappet forhold til sex og stoffer, en adfærd som Mifti deler aktivt og udfarende og jævnligt med en overraskende intellektuel synsvinkel. Hun er terapiresistent, opsøger ekstremerne og afslører i gyselige glimt sammenhængen til en mor, der er årsag til Miftis smadrede knæled og ar efter strygejern på ryggen såvel som bemærkningen: Du er det bedste, der er hændt mig’.

Engang i mellem går Mifti i skole og ligner de andre:
…og jeg er ikke en udstødt, pseudoarrogant pjækkerøv, men et roligt integreret medlem af et klassefællesskab…

og en enkelt gang begår hun butikstyveri – langsomt og tynget af beviser, så tilfangetagelse bliver uundgåelig.

Trods overblik og arrogant intelligens bliver Mifti ikke voksen – i lighed med den axolotl, hun bærer rundt på. Den ender med at miste smilet. Mifti fortsætter sin selvdestruktive adfærd, og romanen slutter med årsag og virkning i en hadeerklæring fra moderen.

Romanen gav først roser og dernæst dadel til den unge forfatterinde, fordi hun med et kunstgreb, som nogen kalder intertekstualitet og andre kalder plagiat, har inddraget dele fra romanen Strobo, skrevet af bloggeren Airen og udgivet af SuKuLTuR. De lånte citater står bagest i bogen, og rettighedsindehavere der ikke er nævnt, opfordres til at henvende sig til forlaget. På nærværende link kan man læse Hegemanns svar til kritikerne: http://www.zeit.de/2010/18/Hegemann-Stellungnahme

Axolotl Roadkill

Helene Hegemann

Oversat af René Jean Jensen
237 sider
C & K Forlag
Udgivet: 22.10.2010

Birte Strandby