(Romanen udkom i Sverige i 2011, og har været nomineret til Sveriges Radios Romanpris)
Det er lidt ironisk at en roman med denne titel netop udmærker sig ved sin mangel på handling. Man skal en tredjedel ind i bogen, før de lange beskrivelser afløses af egentlig handling og dialog.
Der er noget klaustrofobisk over romanen, hvis hovedperson er en søgende kvinde, som har besluttet sig for at lade sig indvie i verdenslitteraturen. Hun vil udvide sin verden ved at udvide sit sprog, og tage plads blandt de indviede. Hun og kæresten ejer et helt bibliotek, som hun andægtigt sniger sig rundt om, men det vækker nærmest fysisk modstand i hende, hver gang hun forsøger at nærme sig bøgerne. Hun har ikke før læst en eneste bog, til trods for at hun kommer fra et intellektuelt hjem, hendes kæreste er belæst, ja alle omkring hende citerer lystigt fra både Cervantes og Eliot. Til og med de hjemløse på bænken i en nært liggende park slæber rundt på bøger, én af dem læser Roland Barthes – på originalsproget! Men kvinden har overdreven respekt for litteraturen, og virker nærmest besat af sit selvvalgte projekt. Hun vil gå systematisk til værks, læse en bog ad gangen. Omsider vælger hun Roland Barthes´ ”Litteraturens nulpunkt”, som hun strider sig igennem.
Halvvejs inde i bogen starter et nyt handlingsspor, en graviditet som ender med en spontan abort. I sin sorg over tabet, og med hjælp fra Inger Christensens ”Alfabet” digter kvinden et fiktivt barn, som lærer hende at det er muligt at omgås litteraturen med mere leg og lethed.
Forfatterens intention har tydeligt nok været at beskrive den spinkle grænse mellem liv og digt, mellem ordene og virkeligheden. Men sproget står i vejen for fortællingen. Den minimalistiske stil, de overtydelige metaforer og det tilstræbte poetiske sprog gør bogen svær at læse. Den kræver en stædig og vedholdende læser, i stil med bogens hovedperson.
Sara Mannheimer
Forlaget Turbine
231 sider, Hardback
Udkommet marts 2015
Anmeldt af Maibritt Lindblad
