Skuespillerne Trine Appel og Anne-Grethe Bjarup Riis der er kendte over det ganske land fra film, teater og tv er gået sammen i et forfatterteam med bogen ‘Send Mere Sex’, og det har resulteret i en rigtig god, indfølt og medrivende roman om parforhold, sindsoprivende skilsmisser med nådesløs kamp om børnene og om at se virkeligheden i øjnene ind i mellem og selvfølgelig om berusende kærlighed og saftig, saliggørende sex med godt bid i designertrusserne.
Allerede fra første sætning, Det kløede et vist sted på Helene Sandholm, er tonen sat. Den 39-årige tandlæge og mor til tre, Helene Sandholm, lever i et halvfesent, efterhånden helt uromantisk ægteskab med gymnasielæren Bjarke. Handlingen hopper lige ind i Helenes stævnemøde med elskeren Morten og
Helenes første g-punkts orgasme. Et stævnemøde der foregår i hjerteveninden Ibens kartoffelrækkehus lige over for Helenes lejlighed. Beruset af den intense oplevelse udveksler Helene frække sms’er med kæresten, hvilket får katastrofale følger da Bjarke om aftenen lusker sig til at tjekke hendes telefon. Den store dramatiske skilsmisse følger, og her går det helt i ged for Helene. Bjarke udfolder sig som et førsteklasses røvhul der overtager både lejlighed og børn, mens Helene flytter ind i Ibens kælder.
Iben er Helenes redningsplanke, men Ibens forhold kører også helt af sporet, da hendes kæreste vil til USA med sit band.
Selvom ‘Send Mere Sex’ er en skilsmisseroman, er det alligevel forrygende morsom læsning og en feel-good roman, hvor hovedpersonerne udvikler sig positivt og livet alligevel til slut fortsætter med sol på himlen og nye tilfredstillende parkonstellationer.
For at sige det kort. Det er et par seriøst svedige søstre med solidt swing i svedsken som her er på banen med en alvorlig griner.
Forfattere: Anne-Grethe Bjarup Riis & Trine Appel
336 sider
Politikens Forlag
Udg.: 05.11.09
Anmeldt af Jan Vandall