Hvordan kan man med fordel kombinere viden om neurologi, meditation og politik? Det får man svar på i denne bog, der rummer nogle spændende overraskelser fra videnskabens verden. Indledningsvist slår forfatteren fast, at egoisme og altruisme ikke er hinandens modsætninger, og det følger senere, at altruisme er en form for udvidet egoisme: Det der er godt for mine medmennesker er godt for mig.

Et kapitel er tilegnet spejlneuroner, og det er forbløffende erkendelser man er nået frem til om det ubevidst at afspejle hinandens følelser. Det er derfor ægtepar, der har været gift længe, kan ligne hinanden – de har spejlet sig i hinanden i mange år. Og det er derfor Botox kan ødelægge et ægteskab. Følelser øges nemlig, når vi udtrykker dem, og Botox forhindrer bevægelse i ansigtsmuskulaturen, men det interessante er, at mennesker der har fået Botox-indsprøjtninger også er dårligere til at tolke andres følelser!

Darwin og især William James var inde på: Vi erkender vores følelser ved at betragte vores egen krop. Jeg løber, altså er jeg bange for bjørnen. Der er ikke tid til først at blive bange og så derefter begynde at løbe. Vi indser vores følelser ved at mærke, hvad vi gør.

Andre undersøgelser viser, at buddhistisk meditationspraksis – mindfulness – kan bidrage til at ændre hjernes reaktionsmønstre og dermed lære en at modtage andres negative følelser med positiv kompassion = medfølende indlevelse men uden nedladenhed. Hvilket må være en sand landevinding for sygeplejersker, pædagoger og alle andre, der har meget med mennesker at gøre.

Det er let at blive grebet af Nørretranders’ begejstring for emnet, og med disse nye landevindinger inden for den biologiske forstands område, kan der også skydes på Bjørn Lomborg-logikken:

Logikken i Lomborgs argumenter fejler ikke noget, men konklusionen føles alligevel helt i skoven. Årsagen er den enkle, at vi som mennesker godt véd, at verden er usikker og forvirret og at det rene rationelle argument er for naivt. Hvis man vil afværge en havvandsstigning, der følger af global opvarmning, ved at bygge højere diger omkring landene, er man bare for godtroende. Det kan godt være at det kan regnes ud at være billigere, men alle og enhver kan indse, at det ikke holder som andet end ren nødværgeforanstaltning. Vandet stiger og det får en masse uforudsete virkninger, som man ikke kan bygge diger imod. I teoriens verden virker digerne måske, men i praksis er det for skrøbeligt.

Kunsten er så på den ene side at lade sig oplyse af den opklaring, den lomborgske metode giver (nemlig en økonomisk cost-benefit beregning), men på den anden side at skære igennem med den biologiske forstand, der fortæller en hvad man i praksis tror på. Man skal ikke afvise de lomborgske undersøgelser som forkerte, men underkende dem som urealistiske. De er dybest set studentikose.

En anden undersøgelse – foretaget blandt aber – viser, at den relative fordeling er vigtigere end den absolutte gevinst. Det vil sige, at man kan acceptere en lavere løn, under forudsætning af, at alle andres løn også er lavere. I samme forbindelse nævnes, at højere løn kun kan motivere til en vis grænse. Det bekræftes i Motivation af Daniel H. Pink, og såvel Gert Tinggaard Svendsen som Michael Nørager, begge Århus Universitet, har beskrevet noget lignende.

Det betyder kort, at vi får det bedre, hvis alle får det bedre både mentalt og rent praktisk:

Vi kan forbedre livskvaliteten ved at reducere indkomstforskellene mellem os. Pludselig har vi et håndtag til at påvirke det psykosociale velbefindende i hele samfundet. Det er spændende, konkluderer Wilkinson.

Nørretranders fortæller med mange eksempler, hvorfor uligheden er skadelig – især for de rige: For de har mest at miste ved at der går uro, selvtægt og hærværk i tingene.

Et af forfatterens bemærkninger går på, at de rige har glæde af S-togene, for de bringer arbejderne frem til tiden. Men hvis man læser Bauman, er der også en risiko for at opdage, at arbejdere er en gruppe på retur. Fabrikkerne er automatiserede. De rige har ikke længere brug for de fattige, og heri ligger en fare, som Vær nær måske er tilbøjelig til at overse.

Tor Nørretranders afslutter den underholdende formidling og sine opmuntrende budskaber med at liste værktøjer, der kan blive nødvendige at have på skoleskemaet fremover: Personlige, relationelle, pædagogiske, sociale, politiske og planetariske værktøjer.

Det er ikke uden en vis forlegenhed at jeg indser hvordan en tidssvarende politisk debat om ulighed, om klima, om fødevare- forsyning, om børneopdragelse, om lokalt forvaltede fællesskaber kommer til at handle om hvordan mennesker laver sig om. Og at de seneste års videnskabelige udvikling har bragt den kolossale opdagelse, at mennesker gennem selv kort tids meditation kan blive bedre til at rumme hinanden.

Tor Nørretranders

222 sider

Forlaget tor.dk

Udgivet: 2013