Novellesamling fra den flittigt skrivende Røssel. Det er en række korte fortællinger om møder med mennesker på forskellige rejser. Fortællingerne er søde og pæne, men byder ikke på hverken overraskelser, særligt sprogbrug eller megen dybde med fortolkningsmuligheder.

En fortælling – Pinserejsen – handler om en tur til Gudhjem, eller rettere beskriver hvilke frastødende mennesker, man kan møde på vej til Gudhjem. Den ene, en kvinde der først og fremmest er karakteriseret ved sin grådighed, ender efter et ganske kort bekendtskab med at foreslå jeg-fortælleren, at de flytter sammen, når de kommer tilbage fra Gudhjem, ud fra en formodning om at fortælleren er lesbisk. Hvilket får vores hovedperson til forarget at styrte tilbage til hotellet, indtage en whisky uagtet hun ellers holder sig til kildevand og i øvrigt undlade nogensinde at tage til Gudhjem igen.

En anden fortælling – Ægteskabstilbuddet – handler om en energisk tilbeder på Cap Verde-øerne, der under fortællerens ophold på øerne flere gange tilbyder hende ægteskab uden på noget tidspunkt at lægge skjul på, at han først og fremmest anser det eventuelle ægteskab for et muligt supplement af sine indtægter.

Der er tilløb til humor i fortællingen Louis om en besynderlig ufuldstændig trækonstruktion, der nok aldrig kommer til at gøre det ud for de forventede toiletvægge. Og humoren søges også formidlet i ’Benfri sild til andepaté’, men at jeg-fortælleren er lige ved at kvæles af grin, er ikke tilstrækkeligt til at læseren griner med.

Der er mange gode tilløb, men man fornemmer ingen begejstring, lidenskab eller indføling hos forfatteren, så det bliver ved beskrivelser, der hverken er specielt interessante eller usædvanlige.

Dorthe Emilie Røssel

68 sider

Mellemgaard

Udgivet: Oktober 2011

Birte Strandby