Børnebogen Den hvide alf begynder, hvor Den lille pige med svovlstikkerne slap. Den lille fattige pige der i den grad er udenfor, falder i søvn i sneen og bliver hentet af en hvid alf. Alfen flyver hende til et slot, hvor livet er godt. Der er andre børn og så er der feer, der tager sig af børnene: En rød fe, en gul fe, der kommer med mad, en grøn fe, der lærer børn at lege i naturen og en blå fe, der lærer børnene at danse. Senere får Stella en ven, som hun kan hjælpe, og bogen slutter med en stor fest, hvor alle danser samba.
Fortælleprinicippet har forfatteren taget fra enredoen, en fortælling der danner udgangspunkt for dans og musik ofte anvendt for at give tema til sambaen.
Illustrationerne er billeder af stofdukker på malede, lidt uskarpe baggrunde. Farverne er kraftige, og det at det tydeligvis drejer sig om dukker, gør at man forbliver i eventyret. En idé der også blev udnyttet i begyndelsen af 60’erne, da Illustrationsforlaget udgav en række kendte eventyr med fotografier af stofdukker blandt andet Askepot, Tommeliden og Den bestøvlede kat.
I øvrigt er det et rigtigt happy-ending eventyr, dog med nogle sjove, pædagogiske krøller: Stella føler sig ofte truet af svigt eller usikkerhed, og bekræftes lige så tit. Hun bliver sur på den orange fe på grund af sine egne begrænsninger, men overvinder så sig selv og vender senere tilbage med en gave til feen.
Farverig bog for de mindste. En overordnet handling ville have gjort historien mere tilgængelig for den voksne oplæser.
Mette Tine Bruun
Den hvide alf
Illustreret af Nina Sidoroff
34 sider
Siesta
Udgivet: 14.10.2010
Birte Strandby
