Ungdomsroman om Helena og Junuz der mødes i et tog på vej mod Hamborg.

I begyndelsen kunne det ligne handlingen fra filmen Before Midnight fra 2013 med Ethan Hawke, et ungt par i en dyb, eksistentiel samtale, af den type som kun teenagere er i stand til at gennemføre.

Men det viser sig, at de unge har meget mere med i bagagen. Helena er 12-talspigen der begynder at skære i sig selv. Hun har været rigtigt langt ude og selvmordstruet på grund af et pres, som mest er kommet fra hende selv.

Junuz har en noget anden baggrund. Han har arbejdet for en mand der ryddede dødsboer, han har været chauffør for mennesker han troede var flygtninge, og han har dyrket train surfing med fatale konsekvenser. Trods sin unge alder har han også haft en kæreste og en elskerinde samtidigt, og det er lykkedes ham at svigte alle de vigtigste mennesker i sit liv.

Fælles for Helena og Junuz er, at de er droppet ud af gymnasiet og nu på vej mod henholdsvis Rom og Kosovo for at forfølge friheden. De får rig lejlighed til at diskutere undervejs, da en bombetrussel giver forlænget ophold i Hamborg. Mindst en af dem forelsker sig, da de to åbner sig for hinanden. Hun lidt hurtigere end han.

Det er begavede samtaler de unge har, mens de stiller radaren ind på hinanden, og det er let at lade sig fascinere af deres fortællinger. De er overraskende modne i deres sprog, selv om man ikke kan sige det samme om deres flirten med døden.

Interrail

Mette Klint

229 sider

Vild Maskine

Udgivet: 07.06.2019

Birte Strandby