Tom Vanderbilt har skrevet en underholdende og informativ bog, der bekræfter alle cyklistens værste fordomme. Bogen handler om bilister og om, hvorfor trafikken er så håbløs, som den er:

Et af problemerne er, at det er svært at køre bil. Hvis man ikke lige er hjernekirurg, er det måske det mest komplekse, man foretager sig i løbet af en dag, idet bilkørsel omfatter op til femten hundrede underkompetencer såsom at fastholde positionen på vejen, bedømme hastighed, tage beslutninger, vurdere risici, justere instrumenter, læse skilte. Desuden er trafikken fyldt med formodninger. For eksempel drøner bilister jævnligt overfor grønt i den faste overbevisning, at lyset er rødt for de andre, og at de derfor holder tilbage. Derfor er også de sikre veje de farligste, som det pointeres senere i bogen.

Forbundet med den usikkerhed, der nødvendigvis er ved at basere sin kørsel på forventninger og formodninger, er også det faktum, at dårlige bilister kan køre i årevis uden at have uheld. En undersøgelse viser, at 80% af alle bilister mener, at de kører bedre end gennemsnittet!! En bilist kan køre hver dag med en mobiltelefon i hånden uden at være involveret i uheld. Den hyppigste årsag til det medfølgende selvbedrag skyldes, at vi måske mangler metakognition = at vi er udygtige og ikke har erkendt det. Vores af manglende selverkendelse oppustede egoer hænger blandt andet sammen med, at der jo ikke er feedback i trafikken. Hvis en bilist dytter af en anden, tilskrives det jævnligt dårlig opdragelse eller aggressivitet og kun sjældent eventuelle egne fejl. (På drivecam.com kan ses film med ‘uheldig’ kørsel).

Desuden er der en vis anonymitet forbundet med trafikken. Det er bilen, der bliver set, ikke bilisten. Ganske vist findes der hjemmesider såsom Platewire.com, hvor dårlige bilister bliver hængt ud med bilens registreringsnummer, men hvem kan nu huske eller genkende det? Så dumheder i trafikken begås anonymt og er altså ikke helt så blamerende.

Herefter forsøger Vanderbilt at forklare, hvordan folk kan blokere for det faktum, at de medvirker til en farlig trafik – og svaret er komplekst: …drivers ar constantly creating what economists call, in the thorny language of economics, ’uninternalized externalities’ that means that your are not feeling the pain you are causing others. Desuden medvirker en egoisme, der er tydelig i trafiksammenhænge: Eksempelvis er det bevist, at bilister er længere tid om at forlade en parkeringsplads, når en anden bilist venter på at overtage pladsen! – Og samme egoisme kan genkendes i et større perspektiv, når veje anlægges, og velhaverne placerer sig længst væk fra vejene for så at skabe den trafik, der passerer de mindrebemidledes boliger på vej til og fra eget hjem. (When I start at home I always drive slowly).

Sproget

Med til at understøtte dårlig trafikadfærd er også sprogbrugen i blandt andet pressen: Hvis en bilist kører en fodgænger ned, betegnes det som et uheld. Men hvis samme bilist har talt i mobiltelefon, skældt ud på ungerne på bagsædet og spist hotdog imens, så har vedkommende i høj grad selv inviteret uheldet inden for, og i så fald må betegnelsen være en anden – måske findes der et udtryk for næsten-overlæg?

British Medical Journal bekendtgjorde i 2001, at tidsskriftet ikke længere ville bruge betegnelsen uheld i trafikmæssige sammenhænge, fordi samme betegnelse havde karakter af uforudsigelighed og dermed uundgåelighed, og det vil jo være det samme som at sige, at det, hvis vi kører en person ned, er et uheld, altså en hændelse der på mystisk vis er ude af vores hænder og noget, der kan forbedres med flere airbags. I samme forbindelse skrives ofte, at bilisten ikke var påvirket af hverken stoffer eller alkohol. Det lyder som en frikendelse, men betyder vel bare, at opmærksomheden blev fanget af noget andet?

Efter gennemgangen af bilisternes problemer kommer der så et kapitel, der især er interessant for cyklister. Der er nemlig nu undersøgelser, der viser, at når cyklisten bærer cykelhjelm, er der en tendens til, at bilisterne kører tættere på, end når cyklisten ikke har cykelhjelm på!

I samme kapitel nævnes, at tabstallene for hollandske cyklister er langt lavere end for amerikanske. Hollandske cyklister gør ikke noget ud af at være synlige, de foretrækker pænt mørkt tøj fremfor refleksfarver. I stedet for blinkende lygter, kører de oftere rundt med ting – som tulipaner, og de bærer sjældent hjelm. Det er simpelthen mere sikkert at være hollandsk cyklist, fordi der er flere af dem. ””Sikkerhed i antal”” kendes også fra Gainesville i Florida, der har USAs højeste cyklistkoncentration.

When a road is once built, it is a strange thing how it collects traffic – Robert Louis Stevenson.

Et vigtigt kapitel hedder: Hvorfor flere veje giver mere trafik (og hvordan det kan undgås), og dette udmærkede kapitel burde tilstiles de politikere, der så begejstret går ind for motorveje og broer. Dermed får de mulighed for at læse om, hvorfor det, der skulle være en afhjælpning, blot bliver til krav om mere asfalt og mere vedligeholdelse. Med hensyn til at undgå at bygge flere veje – og det bør man, for udover alle problemerne med trafikken, vil omkostningerne til vedligeholdelse af vejene efterhånden blive en uforholdsmæssig voldsom post på udgiftskontoen – så har tyskeren Dietriech Braess gennemført de komplicerede udregninger for forholdet vej/trafikudvikling (og af pladshensyn henvises til denne for nærmere forklaring). Hvis man derimod undlader at bygge flere veje, vil folk måske overveje at bruge andre transportmidler. Her kan man så håbe på, at offentlig transport virkelig findes som et seriøst alternativ.

Udover omkostningerne ved vejbyggeri er spildtiden i trafikken også et problem. Spildtiden er i 2000 udregnet til at koste 108 milliarder dollars i USA. Det er dog en noget fejlbehæftet udregning, idet man går ud fra, at folk, der sidder i kø, beklager at de spilder deres tid, og at de i stedet kunne have tjent penge i samme periode. Til gengæld er det en kendsgerning, at hver gang en ny bilist kommer på banen i Californien, så stiger den samlede forsikringsudgift for alle med godt 2.000 USD. Og prisen for den legendariske Los Angeles forureningståge er 2,3 cent pr. mil. For slet ikke at tale om prisen for støjen. Svært at udregne men støjen fra highways påvirker huspriserne direkte, ligesom afstanden til heftig trafik (highways) hænger direkte sammen med forekomsten af astma og hjerteproblemer.

Herefter kommer kapitlet The Fatal Flaws of Traffic Engineering, der også burde tiltale den trafikpolitiske elite, og slutteligt er der et lille kapitel om, hvorfor farlige veje kan være de sikreste og lidt om, hvad veje kan gøre ved resten af verden:

The things that work best in the traffic world of the highway – consistency, uniformity, wide lanes, knowing what to expect ahead of time, the reduction of conflicts, the restriction of access, and the removal of obstacles – have little or no place in the social world.

Af de knap 500 sider består de 100 af noter og henvisninger til blandt andet undersøgelser, der understøtter de mange teorier i bogen, så uagtet sproget ikke oser af videnskabelige termer, er argumentationen velunderbygget, og set fra såvel et samfundsmæssigt som et miljømæssigt synspunkt må det være bogen, der kan overbevise os om nødvendigheden af at få styr på en fatal og ikke altid lige gennemtænkt trafik.

Good Brakes, Good horn, Good Luck

Forfatter: Tom Vanderbilt

496 sider

Forlag: Alfred A. Knock

Udgivet: 2008