Afhængighed gør dig gradvist til en zombie.

Den amerikanske computerfilosof og komponist Jaron Lanier er som mange andre af den overbevisning, at sociale medier som Facebook og Twitter gør brugerne mere rå, mindre empatiske og i øvrigt ødelægger demokratiet.

Som bekendt indsamles oceaner af data om os alle, hvem vi kender, hvad vi læser, hvor vi går hen, når vi går ud. De indsamlede data bruges herefter til at kreere algoritmer til at oprette både betalte og ubetalte annoncer der skal øge vores interesse for at engagere os og samtidigt effektivisere reklamerne, så vi kan (for)blive trofaste forbrugere og Facebook-junkies. Opskriften er i princippet enkel og tager udgangspunkt i Pavlovs betingede reflekser og vores hunger efter likes på vores opslag. Spillet Candy Crush er også et eksempel på, hvordan vi bliver afhængig af belønning, der ikke engang er ægte.

Og det er en af forfatterens mange indvendinger mod sociale medier: afhængighed er det modsatte af frihed, når vi sidder som zombier og tæller likes og candy.

Forfatteren arbejder med et begreb, han kalder BUMMER: Behaviour of Users Modified, and Made into an Empire for Rent. Det betyder i grov oversættelse adfærdsændring hos masserne med henblik på indtjening.

Som vi ved fra præsidentvalget i 2016, havde russiske trolls held til at påvirke millioner af amerikanere, og på samme måde påvirkes vi af de mange annoncer. Som Jaron Lanier skriver: 

Problemet er ikke en bestemt form for teknologi, men det at teknologi bliver brugt til at manipulere folk, og koncentrere magt på måder som er så vanvittige og skumle, at det bliver en trussel mod civilisationens overlevelse.

Laniers ti argumenter for at stå af de sociale medier er blandt andet, at sociale medier ødelægger ens empatiske evner, gør os ulykkelige og gør politik umulig. Argumentationen er udmærket, og Lanier har selv arbejdet i Silicon Valley og kender til baggrunden. Han er ikke den eneste, der beskæftiger sig med problematikken, vi hører også om bobler og ekkokamre, og der forskes for tiden i emnerne, men endnu er det angiveligt mest holdninger der styrer debatten, ligesom Laniers meget overbevisende argumentation ikke følges op af konkrete undersøgelser. Trods det er bogen lærerig og vedkommende læsning.

Ti argumenter for å slette sosiale medier nå

Jaron Lanier

Oversat til norsk af Rune R. Moen

163 sider

Res Publica

Udgivet: 2021

Birte Strandby