Jeg ser den lykkelige tid i møde, da man ved børnenes undervisning vil anse forstandens og hjertets dannelse for vigtigere end udenadslæsning… (Christian Reventlow, 1789)

Ikke netop målsætning for den siddende regering? Måske derfor har denne bog karakter af protest mod tidens begejstring for prøver i skolen og for modernismens tilsvarende begejstring for det naturvidenskabelige uden inddragelse af ånd, hvilket groft sagt tolkes som en af de direkte årsager til menneskets stedmoderlige behandling af natur, miljø og dermed egne muligheder.

Med udgangspunkt i forholdet til videnskab, natur og religion gennemgår Aksel Bording udviklingen i menneskets selvforståelse, og det er interessant læsning, der også inddrager den logiske tilgang til de store kulturers talsystemer, konkret og abstrakt. Samme tilgang berøres igen sidst i bogen, hvor der er forslag til en undervisning, der omfatter netop sammenhængen naturvidenskab/religion, inddelt i forhold til alder og i velbegrundet overensstemmelse med Piaget.

Grundtvig falder fint på plads mellem Kant, Ørsted og Brandes, selv om forholdet mellem Grundtvig og Ørsted desværre ikke var af en karakter der bidrog til nogen udvikling i det religiøse/naturvidenskabelige syn. Derimod virker afsnittet om Kold lidt som et sidespring, også selv om den endelige oplysning af de små er målet, idet Kold jo fortrinsvis beskæftiger sig med formen – ikke med udsynet. Ligeledes kan man studse over, hvad Jeppe Aakjær foretager sig i det selskab, og han findes da heller ikke i registeret.

Den historiske gennemgang såvel som buddet på en fornuftig og inddragende undervisning er inspirerende og anvendelig, og man kan dårligt være andet end enig i forfatterens konstruktive kritik af dagens uddannelsessyn.

Aksel Bording

266 sider

Books on Demand

Udgivet: 01.12.2010