En kriminalroman smukt anbragt i tiden efter murens fald den 9. november 1989 til Ceausescus henrettelse den 25. december samme år.

Det begynder med mordet på en ung kvinde. Hun er blevet tortureret, og det viser sig, at hun var på stoffer. Det viser sig også, at mordet måske er en fejl, og at det i virkeligheden er hendes politisk aktive søster, der skulle have været elimineret. Herfra opstår en politisk thriller med afsæt i kommunismens tiltagende åndenød på det europæiske kontinent.

Kriminalkommissær Anita er hovedperson. Hun får hjælp af Jesper der er ny i branchen, og Henning der ikke er. Anita og Jesper udfører deres detektivarbejde med stor energi, men der skal et brud til, før de finder ud af at følge tråden til Rumænien, hvis kommunistiske styre trues, mens det hemmelige politi, Securitate, stadigt er på banen

Tal til mig udvikler sig til en ren monsterkrimi med en solid samfundskritik, da Jesper først er taget til Rumænien, hvor han ikke nøjes med at lede efter spor. Han leder også efter historien om sin familie, der allerede een gang har været i kløerne på Securitate.

Plot og spændingskurver er ok, mens drifternes frie løb indenfor politietaten er en overraskelse i bogen og Anita må gå grueligt meget igennem, inden hun kan tage fat på sin egen fremtid. Hun sparker kollega Henning ud og kaster sig i stedet over uheldssvangre Jesper med en iver, der kun matches af Jespers egen, og deres hektiske og krøllede kærlighedshistorie udvikler sig mellem Færøerne og Rumænien, hvor den bringer dem begge i overhængende fare.

Dorph & Pasternak

416 sider

Gyldendal

Udgivet: 13.03.2015