Mord ved Odense Å, på Thomas B. Thriges Gade og på Nyborgvej, og en mistænkt på Langelinie – også i Odense.
En række unge kvinder bliver voldtaget og kvalt i løbet af de sidste to uger i juli, og i samme periode likvideres to mænd, skudt gennem hovedet.
Der er fart over både mord og opklaringsarbejde, og mordfrekvensen sørger for, at tempoet aldrig falder til det ubærlige. Hvad der derimod er vanskeligt at kapere, er disse evigt smilende odenseanske politifolk, hvoraf enkelte endda smiler finurligt under afhøringerne om mordene.
Politiet og den engagerede journalist Jan slår fast, at en seriemorder er i gang i den fynske hovedstad. Flere af de dræbte kvinder har udover deres unge alder desuden det til fælles, at de har kontakt til narkomiljøet, og en omhyggelig undersøgelse afslører en betændt sag der involverer narkotikahandel og andet snavs i det bedre borgerskab – og sågar rammer politiets egne.
Krimien giver et godt billede af, hvor svært det er at finde navne til sine karakterer, og samtidigt er det en udfordring for læseren at skulle holde styr på personerne, ikke mindst fordi de alle på nær en lille håndfuld har sen-navne, men det hjælper at kunne alfabetet: To narkomaner hedder Albertsen og Bertelsen. Der er også en Christoffersen, men han er død.
Politiets repræsentanter hedder Kramer, Laursen og Marcussen, når de ikke lige hedder Eriksen, Frandsen og Gregersen, mens der blandt mistænkte og vidner blandt andre er en Henriksen, en Ipsen og en Jensen. Hansen er der en del af, og en mistænkt af anden etnisk herkomst hedder Jens Hansen.
Livsfarlig viden
Bent Hein
En Peter Eriksen-krimi
394 sider
mellemgaard
Udgivet: 2014
Trackbacks/Pingbacks