En ung mand bliver fundet brutalt dræbt ombord på en husbåd i London. Han bliver fundet lidt tilfældigt af en kvinde, der også bor i husbåd i området. Eller, helt tilfældigt er der ingenting der er hos Paula Hawkins. Her står skeletterne i kø for at vælte ud af skabene, og ingen er bare helt uskyldige.

Den unge mands moster bliver hårdt ramt af drabet, og hendes søster, den unge mands mor, er død kort forinden. En ung kvinde der har været sammen med ofret om natten er angiveligt den sidste, der har set ham i live. Hun lider af en hjerneskade forårsaget af en ulykke, hun oplevede som barn, og hun har vanskeligt ved at styre sit temperament. Dermed burde mordet være opklaret, men det er det naturligvis ikke. 

Andre tragedier bliver en del af opklaringen: en lille dreng dør er død ved et ulykkestilfælde 15 år tidligere, to teenagepiger er blevet bortført og den ene dræbt for fyrre år siden, en kendt forfatter har stjålet et manuskript og udgivet det for at være sit eget, og en kvinde dækker over den mand, der er lige ved at slå hendes barn ihjel.

Hawkins skaber komplekse personer på kanten af livet og på kanten af samfundet, og vi er så langt fra arrogante, megalomane James Bond-skurke som tænkes kan. Spændingen er allestedsnærværende, og der er hele tiden en handling eller en karakter der overrasker.

Bevares, Norman Mailer stak sin kone med en lommekniv, og William Burroughs skød og dræbte sin, men tiderne var jo anderledes nu. Tiderne var skiftet, og folk var så intolerante, at man ikke kunne slippe af sted med den slags længere.

Paula Hawkins har skrevet Kvinden i toget og Det dybe vand, begge anmeldt på bogvægten.dk

Som en langsom ild

Paula Hawkins

Oversat af Signe Lyng

361 sider

Gyldendal

Udgivet: 31.08.2021

Birte Strandby