Det er åbenbart sæson for historieudredning. Således udreder Rasmus Glenthøj de begivenheder og strømninger der ledte frem til krigen i 1864, Bent Jensen tager fat i Den kolde Krig, og G. J. Meyer kigger nærmere på en slægt, hvis ry for incest, brodermord og forræderi har domineret fortællingen om renæssancen lige siden.

Og nu påviser – måske mere end beviser – G. J. Meyer, at rygtet er om ikke usandsynligt så i hvert fald udokumenteret, at andre faktorer har påvirket rygterne, og at hverken pave Alexander VI eller Lucrezia Borgia kan have været de skurke, historien har gjort dem til. Opgaven er lettere om end ikke mere overskuelig for Glenthøj og Jensen. Der findes trods alt meget dokumentation for tiden efter 1800, mens forfatteren til Borgia har måttet stille sig tilfreds med at finde nogle få gamle breve og rapporter frem og vise, at de kan læses på en anden måde.

Slægten Borgias entré på verdensscenen finder sted i 1455, hvor den 76 år gamle kardinal Alonso de Borja vælges til pave. Valget falder på ham, fordi man vil undgå at vælge mellem de magtfulde familier Orsini og Colonna.  Alonso er gammel og forventes ikke at leve så længe, og så støder man ikke nogen politisk.

Men Alonso, der bliver til pave Calixtus den 3., lægger sig ikke bare til at dø. Han har tværtimod planer om genetablere Roms storhed og om at banke tyrkerne.

Calixtus indsætter sine nevøer Pedro Luis, og Rodrigo på centrale poster, og året efter bliver Rodrigo kardinal og Pedro Luis bliver øverstkommanderende for pavehæren.

Rodrigo bliver sendt ud på en lidet misundelsesværdig mission med at undertvinge et slyngelstyre i byen Ascola, og udviser sjældne strategiske evner i en ung alder samt sans for en mild og rationel ledelse. Calixtus giver ham store magtbeføjelser, og Rodrigo bliver senere pave Alexander VI.

Med mellemrum griber forfatteren ind og beretter, hvorfor der simpelthen ikke er kildemateriale nok til at dømme Borgia-slægten – at rygterne om deres grusomhed snarere er resultatet af dels den modvilje, der var mod spanierne og dels manglen på syndebukke i andre sammenhænge.

Et brev fra pave Pius til Rodrigo om sidstnævntes opførsel viser sig at kunne tolkes på flere måder, men kan også være en af årsagerne til rygtet om Rodrigos udsvævende liv.

Et andet brev der beskriver djævlene ved Rodrigos dødsleje er skrevet af markgreven af Mantova, der ikke engang var i Rom, da Rodrigo/pave Alexander VI udåndede der, men derimod befandt sig i spidsen for de franske styrker på vej for at angribe Napoli.

Lucrezia Borgia og Cesare Borgia der kendte Machiavelli og er hovedperson i dennes værk Prinsen har også været dømt af historien men uden, at der har været særligt belæg herfor.

Bogen veksler mellem slægten Borgias historie og historierne om byerne og de andre brikker i magtspillene. Der er stamtavler over blandt andre slægterne Borgia og Sforza, en tidstavle og omfattende noter.

G. J. Meyer

Oversat af Lasse Rask Hoff

466 sider

Informations Forlag

Udgivet: 07.05.2014