Denne lille bog har det ædle formål at opregne glæder i en verden, hvor de negative aspekter får så rigelig opmærksomhed.

Hver side begynder med et: Der er glæde i … og fortsættelsen er for eksempel: dit hår en morgen i oktober – i madpakken – i støvlerne på hylden

Illustrationerne er Stian Holes. De er lidt fantastiske, som læsere af børnebøgerne om Garman ved. Der er billeder, hvor man tror sig i selskab med Magritte eller Dali, eksempelvis et billede med gang, dør og halve mennesker der stikker ud fra væggen: Teksten siger … der er glæde i døren som åbnes, og der er enkelte billeder hvor personerne udstråler en Hoppersk ensomhed, blandt andet et billede af en pianist i en solskinsstribe mellem højhuse. Teksten siger her: … der er glæde i omvejene.

De ensomme mennesker er der flere af. Ved teksten … der er glæde ved at rejse sidder en mand ved et bord med ryggen til beskueren og muligvis blikket rettet ud mod en stjernebesat nattehimmel, en flyver og sin skjorte der hænger på en bøjle ved siden af vinduet. Skal man tolke på billedet ligner det længsel efter noget andet end det tilstedeværende.

Der er frit spil for analyserne, og der er ikke mange steder, hvor man finder fuld overensstemmelse mellem tekst og billede ved første blik. Et billede med rød baggrund forestiller kopper, kander og kagefade med planter og spirer, og teksten siger: der er glæde i at vågne sammen efter 36 år og sige til hinanden: vi er her endnu.

Et betagende værk.

Lars Saabye Christensen og Stian Hole

Sande glæde

Oversat af Naja Marie Aidt

Rosinante & Co

Udgivet: 25.01.2018

Birte Strandby