En fortælling om skakspillet, der ikke drejer sig om at tabe eller vinde, men hvor ’Essensen var, at partiet skulle kunne stå for sig selv som et sammenhængede æstetisk værk…’
Dana forsvinder og hendes kæreste, vores hovedperson, leder efter hende. Han ved, at hun er datter af underverdenens ukronede konge, Kristios, og at hendes mor druknede i sin bil, lænket fast til rattet. Sammen med broren Christian, der er den praktiske blanding af politimand og præst går de ned i den lokale underverden – et område under jorden tæt befolket af syge mennesker. Hovedpersonen spiller dér skak med Kristios i håb om at få Dana med hjem.
En fortælling om Orfeus med skakbræt i stedet for lyre og samtidigt en krimi med mystiske mord og en tydelig skurk fulgt af afskrækkende håndlangere. Herudover handler det om en by, hvor man taler afspærring, bandekrig og mystisk summelyd, mens der er rent Blade Runner-træf i kælderen. Og naturligvis er der også en kærlighedshistorie, for ellers havde der det jo ikke været til at holde ud.
De imellemliggende skakkapitler rummer interessant information om de store skakspillere; Meier, Karpov, Fischer – Kieseritzsky, der ikke forpurrer modstanderens stort anlagte angrebsplaner med korrekte forsvarstræk, men derimod spiller træk, der vil få partiet til at fremstå som den højest mulige æstetiske oplevelse. Umiddelbart lidt vanskeligt at sætte sig ind i, ligesom resten af romanen ikke ligefrem foreslår hverken idé, genre eller hensigt.
Der er mange tankevækkende elementer og passager, men romanen tilbyder ikke så megen æstetisk nydelse, at man er villig til at give afkald på handling og mening
Johnny Harboe
144 sider
Mellemgaard
Udgivet: August 2010
