Lise Bidstrup er ikke netop kendt for harmoniske børne- og ungdomsbøger, og Prank rummer også en seriøs uhygge af den slags, der ikke giver mulighed for happy ending.
Bogen er let læst, der er mange dialoger, scenariet er realistisk, og der er et strejf af morale, ligesom romanens hovedpersoner står overfor nogle alvorlige dilemmaer.
De fem – tre drenge og to piger – er færdige med 9. klasse. Forude vinker ferien, og Arn får den fantastiske ide, at de alle fem kan tage ned i hans families luksussommerhus i Frankrig. Ikke alle forældre er lige begejstrede, og Rex er nødt til at lyve for sin mor og fortælle, at Arns far også er i sommerhuset. Men de ender med at tage afsted.
Udover rejseprojektet har de unge også et andet projekt: De laver pranks. Nogle af de selvfede fra skolen får begravet deres cykler i sandet på stranden. Og en mørk aften ifører Bingo sig et dødningekostume og skræmmer en ung mand. Begge dele bliver filmet og lagt på YouTube. Klippene får 200 likes, og gruppen beslutter at finde på nye pranks. Men så går det helt ubegribeligt galt, og de unge bliver medskyldige i manddrab. Rex vil helst melde det til politiet, men de beslutter at vente til de har været i Frankrig. Trods luksussommerhuset bliver det en frygtelig ferie.
Lise Bidstrup har blandt andet skrevet Tokolosh, science fiction-thrilleren Spillets by og den socialrealistiske og let sorte Casa fucking Blanca, den sidste sammen med Anna Bridgwater. I alle tilfælde er verden hård ved hovedpersonerne, og de må kæmpe for retfærdigheden.
Prank
Lise Bidstrup
Zoom
233 sider
Høst & Søn
Udgivet: 2019
Birte Strandby