‘På baggrund af samtaler og anden terapeutisk behandling kan jeg konkludere at Fanden ikke er dyrisk, men må betegnes som såre menneskelig med visse mentale og empatiske udfordringer.’ Således var psykiaterens udtalelse om Fanden, der nu lever som menneske nær Orlando og blogger mod kristendom.

Det fupzske univers slår til igen. Her er trolde, engle, truende planter, en regering der forbyder kærlighed – fordi det er så voldsomt uøkonomisk – og en mand der anskaffer sig et æg for at blive sin ensomhed kvit – og det lykkes.

Der er også nogle planter der erklærer menneskene krig. Det slipper de ikke godt fra, planterne, og lige den metafor passer uhyggeligt godt til vores problemer med natur og biodiversitet. 

Novellerne er angiveligt stilet til udskolingen, men der er nok ingen tvivl om, at de vil gøre sig godt på mellemtrinnet også. Eksempelvis er der novellen ‘Døden får nok’. Den handler om Døden, der har lidt for travlt. Der skal arrangeres bilulykker og smitsomme sygdomme, og dem i Oklahoma skal roses, fordi de slår tilpas mange mennesker ihjel. Så Døden har fået nok og trækker sig tilbage, flytter til Bramming og går i haven. Men en verden fuld af mennesker der lever for evigt giver jo nogle problemer. For eksempel er det træls for soldaterne, at de bare kan skyde løs på hinanden, og flyene kan bare falde ned fra himlen. Ingen dør. Tid får en anden betydning i en verden, hvor alle lever evigt. 

Endnu mere bizar er Ondskabens triumf. Her sejrer ondskaben i verden, og både mennesker og dyr bliver ædt. Det giver problemer, da alle de onde bliver sultne igen. Der er ingen dyr og heller ingen til at plante og så. Så må de onde selv klare det. Det er først lidt problematisk, fordi de stjæler fra hinanden. Det ender med, at de må lave nogle regler.

Fupz er så vanvittig som nogensinde. Og vanvittig underholdende.

Så ser man lige

13 noveller om lidt af hvert

Kim Fupz Aakeson

Illustreret af Pernille E., Matilde Digman, Kaia Dahle Nyhus, Louise Rosenkrands, Helle Vibeke Jensen, Adam O., Pernille Blaabjerg, Katrine Louise Jakobsen, Ida Rørholm Davidsen, Lilian Brøgger, Kim Fupz Aakeson, Katrine Clante, Mikkel Sommer

71 sider

Gyldendal

Udgivet: 24. oktober 2022

Birte Strandby