Hjertevedhæng

Ungdomsroman om den udsatte teenager

Jeg bekymrede mig stadig om afleveringer og karakterer, kommentarer fra både venner og fremmede, min fars kritiske blik, fremtidsmuligheder, om min makeup var ok, om mine bryster var for små, og om jeg nogensinde ville få det bedre.

Amanda har mere end almindeligt ondt i selvværdet. Hun gemmer sig bag kraftig makeup med vægt på farven lilla, piercinger og hullet tøj. Hendes forældre sidder i sofaen og ser fjernsyn, madprogrammer, undtagen når hendes far lufter sine skuffede forventninger til Amanda. Ikke desto mindre får Amanda høje karakterer på gymnasiet, men det gør intet for hendes selvværd. Det er nærmest noget, hun er lidt flov over. Især når hun er sammen med vennerne Nicoline og Oscar, de to mennesker der er afgørende for Amandas liv og hendes behov for at høre til. Nicoline er den der styrer showet, og Oscar er Amandas store cross. Amanda vil gøre alt for vennerne, også selv om det betyder, at hun skal være kæreste med en dreng, hun reelt finder frastødende.

Sådan ser Amandas liv ud, og hun svinger fra at bekymre sig om, hvad vennerne mener og til at græde, når hun bliver såret, og det gør hun tit. Der er ikke mange lyspunkter, og på sine steder er romanen da også hård at komme igennem. Men naturligvis kan tingene ikke fortsætte, som de er begyndt. Først får Amanda høvl, og siden træder hun i karakter.

Især det sidste er en nydelse efter så mange siders tårer og selvcentrerede bekymringer. Med en enkelt undtagelse er alle karaktererne i romanen voldsomt egoistiske, og det er vanskeligt at forestille sig, at det kan være lige så slemt i en virkelig gymnasieklasse – eller i noget andet forum, hvor medlemmerne er fyldt tre år. Amanda er ikke helt overbevisende: Hvordan kan man være meget dygtig i skolen, og alligevel annullere enhver selvstændig tanke når man er sammen med venner der ikke virker særligt kvikke? Men vi kommer godt rundt om alskens pubertære problemer.