Dansk svar på American History-X
Vores jeg-fortæller er en fighter. Han har en fortid med stoffer og vold, men nu er han ansat i en fiskehandel, klarer sig godt og begynder at overveje fremtiden, selv om problemerne hober sig op. Han bliver kaldt Åberg af sin mor, og hans chef kalder ham Superman. Han er lidt af en supermand, men det er ikke sådan, han føler sig.
Hans mor bor sammen med sin voldelige ægtefælle og sin yngste søn, Jamie. Fortælleren vil gerne have sin mor og lillebror væk fra volden og kvarteret, hvor unge drenge hyppigt ledes ind på kriminelle baner begyndende med ærinder for de kriminelle i området. Moren flytter på krisecenter, men flytter hurtigt sammen med sin ægtefælle igen, og det bliver stadigt vanskeligere for fortælleren at beskytte lillebroren. Samtidigt flytter hans alkoholiske far fra sin søde kone, og begge forældre behandler fortælleren som om, det var ham der var den voksne, og dem der var et par forkælede børn
Hele tilværelsen er et skråplan, og uagtet fortælleren har gode relationer til sin chef og til sin kæreste, så kan han ikke hente megen støtte, og den ene krise afløser den næste.
Læseren får indtryk af miljøet og dets indbyggere, og af hvorfor det ikke yder tryghed for nogen. Behovet for kommunal support til hårdt pressede mennesker er bemærkelsesværdigt påtrængende. Der er en pædagog på krisecenteret, men ikke en der får betydning. Samlet giver det et barskt billede af dem nederst i hierarkiet. Retfærdighed er ikke for alle.
Habibi
Sebastian Bune
220 sider
Byens Forlag
Udgivet: 2022
Birte Strandby
Anmeldelse på litteratursiden.dk: https://litteratursiden.dk/boeger/habibi-roman