– They don’t hurt little girls in Dorne.

– Everywhere in the world they hurt little girls. 

(Game of Thrones, samtale mellem Oberyn og Cersei)

Hvis man har læst Holmfjords to første krimier, ‘Døden er kun et øjeblik’ og ‘Djævlen du kender’, læser man ‘Pigen ingen savnede’ med spændt forventning. Den skuffer ikke, og man nyder igen godt af Holmfjords erfaringer som socialrådgiver og direktør for Dansk Kvindesamfunds krisecentre. Det betyder, at her er der kvindelige ofre, hvilket på ingen måde udelukker andre, meget handlekraftige og kompetente kvinder på opdagernes side.

13-årige Jeanett føler sig slemt overset. Hendes mor og stedfar er Jehovas Vidner, hjemmet er nærmest dysfunktionelt, og i skolen er der ikke mange der taler med Jeanett. Og så er der lige dansklæreren der både ser og forstår Jeanett. Det er en uventet og fantastisk oplevelse, og Jeanett vil gøre meget for fastholde lærerens opmærksomhed.

En dag er Jeanett forsvundet. Familien forfølger ikke hendes forsvinden, fordi hun er blevet udstødt af Jehovas Vidner. Men da hendes underbo opdager, at hun er væk, begynder hun  undersøge omstændighederne nærmere, og det samme gør Jeanetts tante, der arbejder i politiet. Overraskende begår en jævnaldrende pige fra samme skole selvmord. Pigen er populær og har angiveligt ingen grund til selvmord, men efterforskningen åbner for nogle betændte affærer og måske en forbindelse til Jeanetts forsvinden.

Med romanen viser Holmfjord et skræmmende billede af grooming, manipulation og pædofili, og hvorfor det sommetider er farligt bare at være en pige. Plottet er fint skruet sammen, men flere af vores bad guys er mistænkeligt langt ude på psykopatiens overdrev. Nogle af de mere normale karakterer bærer rundt på dybt tragiske barndomme, hvad der igen påvirker deres omgang med andre mennesker. En krimi af den slags man læser i et stræk uden at slippe bogen et sekund.

Pigen ingen savnede

Lisa Holmfjord

492 sider

Gyldendal

Udgivet: 15.03.2024

Birte Strandby