Solrún Michelsen skriver om livet med en mor der er ved at forsvinde, om demensen der langsomt distancerer den oprindelige, omsorgsfulde mor og erstatter hende med et menneske der har barnets behov for opmærksomhed og pasning.

Det er en proces der stiller krav til hele fortællerens følelsesregister. Der er glæden over det der var, sorger, forbavselsen og irritationen over det, der er ved at forsvinde:

Giv mig det, der skal på her! Det, man smører på.

Sig smør, søde mor, Smøør!

Moren bor alene, og det bliver mere og mere kritisk, efterhånden som hukommelsen forsvinder og skellet mellem fantasi og virkelighed viskes ud. Ting forsvinder for hende, en kattekilling dukker op under sengen. Eller morens armbåndsalarm går, og datteren tager bekymret en taxi ud til moren i stormvejr med de allerværste forventninger. Moren fortæller glad, at hun har taget høreapparaterne ud, så hun har ikke hørt noget til nogen storm. Alarmarmbåndet ringer, bare hun piller ved det.

Sproget er poetisk og formidler smukt og sanseligt de komplekse følelser der opstår, når en af livets mest monumentale støttepiller, moren, forsvinder. Det ændrer ikke bare forholdet til moren men også forholdet til børn og børnebørn.

Oven i omvæltningerne, bekymringerne, arbejdet kommer også vreden, da moren får kommunens svar på anmodning om en plejehjemsplads:

Er nu kommet på akutlisten til alderdomshjem. Står som nummer 27 på liste c.

En opringning afslører, at kvoten ligger på cirka tre til fire om året.

Elegant sætter fortælleren lys på sine kamp- og lidelsesfæller:

Denne gennemsigtige hær af kvinder. Den allersidste klasse fra Flinkeskolen… Lad som om!

At alting er godt. At alting er, som det bør være. Giv dem splinten, og sid selv tilbage med bjælken.

Solrún Michelsen

På den anden side er marts

Oversat af Kirsten Brix

146 sider

Forlaget Torgard

Udgivet: 23.02.2017

Birte Strandby