Romantisk feel good-roman med plot
Romanen udvikler sig i to plan. Her er en dramatisk fortælling om Mei Lien i 1886, og der er fortællingen om Inara i nutiden.
Inara arver sin tantes hjem og beslutter sig for at skabe et lille luksushotel. Det er ikke med hendes fars billigelse, men dog med hans penge i ryggen – en overgang.
Mei Liens far har en lille forretning i Seattle, men selvom Mei Lien er født i byen bliver hun og alle andre kinesere smidt ud af Seattle, efter at amerikanerne i 1886 beslutter at reducere kinesisk indvandring i USA. Godt 300 kinesere følges om bord på et skib der angiveligt skal sejle dem tilbage til Kina. Det viser sig, at en magtfuld mand har andre hensigter, og Mei Liens far skubber hende i vandet, så hun kan nå at svømme ind til det amerikanske fastland. Det redder hendes liv, og trods det hvide borgerskabs racisme får hun skabt en god tilværelse med sin amerikanske mand.
Mere end 100 år senere finder Inara et budskab fra Mei Lien, en beretning om katastrofen dengang. Inara forfølger ivrigt sporet og kommer i kontakt med den tiltrækkende Daniel der netop forsker i Kinas historie. Inara opdager, at hendes far modarbejder hende, at hendes familie måske har været indblandet i massemord, og at det kan påvirke hendes kontakt med Daniel.
Det er en god historie om de store ting i livet fortalt på en lidt damebladsagtig måde, men det kan være en god ide at bevæbne sig med et Kleenex, når man nærmer sig slutningen.
Kelli Estes
Fortidens skygger
Oversat af Svend Ranild
475 sider
Gads Forlag
Udgivet: 11.01.2017
Birte Strandby