Der er ikke første gang, Weinreich skriver om det stilskifte i børnebøger, som efterfulgte ungdomsoprøret, men det er interessant, at den socialistiske børnebog fremstilles som et færdigt, afgrænset begreb, en genre, hvortil kun nogle få værker kvalificerede sig i halvfjerdserne og begyndelsen af firserne.
Det begyndte i 1970, hvor der blev behov for flere opgør med tidligere tiders værdier, og især børnebogen trængte til fornyelse. Weinreich har skrevet om de forfattere der var med til at revolutionere børnelitteraturen flere gange: det er blandt andre Ole Lund Kirkegaard, Thøger Birkeland, Bent Haller, men i nærværende værk skelner Weinreich kraftigt mellem dem der bredt skriver samfundskritisk børnelitteratur og dem der skriver specifikt marxistisk børnelitteratur. Understøttet af citater fra tidens artikler præciserer Weinreich begrebet marxistisk børnebog, så det konkret betyder, at den pågældende børnebog forklarer det valgte emne ud fra ud fra modsætningen arbejde-kapital. Med denne snævre fortolkning reduceres antallet af forfattere til ca. seks, herunder Bent Haller, Torben Weinreich selv og fire lidt mindre kendte blandt andre Iben Melbye og Hans Ovesen
Med til genren hører Bent Hallers Katamaranen, indehaver af en enestående salgsrekord på 25.000 eksemplarer og med en historie der omfatter en hed debat og den tankevækkende hændelse, at byrådet i Thisted griber ind i det lokale biblioteks indkøbspolitik, fordi man ikke vil have Hallers bog stående på kommunens biblioteker.
Men Katamaranen gør sig også bemærket ved at være en af de første samfundskritiske børnebøger, og ved at sproget er frataget den pænhed, som man historisk set satte pris på i børnebøger.
Weinreich tager ydermere fat i sin egen fortid som forfatter af socialistiske børnebøger, af bladet Folkeskolen omtalt som lokumsdigtningens herold, og forfatteren Hans Ovesen leverer blandt andet en gylden fremstilling af Nordkoreas herligheder, hvor man ikke skal betale for maden, og hvor ingen tjener mere end andre.
Den korte epoke er spændende, og også behandlet andre steder omend uden den samme vægt på det socialistiske element. Men som Weinreich selv skriver, kan man overveje, om alle værkerne havnede hos børnelæserne, eller om det fortrinsvis var lærere og pædagoger, der værdsatte den socialistiske børnebog. Uanset genren ikke udvikles mere, så har den banet vejen for en bredere, mere nuanceret, mere realistisk litteratur for børn.
Den socialistiske børnebog
Torben Weinreich
130 sider
Roskilde universitetsforlag
Udgivet: 2015
Birte Strandby
