Det er en kunst at kunne vælge de rigtige ord, når man skal sælge. Engang i mellem dukker der geniale tekster op, sådan nogle man husker: Gør det du er god til, Kvalitetstestet af hverdagen, Dandy kvikker bestandig, De er så flinke hos Fona, Samtale fremmer forståelsen. At de tre sidstnævnte firmaer ikke eksisterer i Danmark længere, er en anden snak.

Men selvom man ikke kan finde den fantastisk catch phrase der klæber sig fast til den intetanende forbrugers hjernebark, så er der her noget så interessant som en triggerordbog, der kan få salgsteksten til at skille sig ud – og hvad der er vigtigere, når det nu er en salgstekst – til at overtale.

Salgsteksten skal spejle følelser og tanker hos andre, den skal aktivere læserens købsknapper, alle, eller så mange af dem som muligt.

Siff Frederiksen leverer en opskrift på salg:

  1. Aktivér stemninger/sanser/følelser
  2. Kommando
  3. Aktivér stemninger …

Frygt og humor kan fange opmærksomheden, og i modsætning til vores politikere der jævnligt bruger frygt anbefaler forfatteren humor.

Godt 270 sider i bogen er lister over ord, der kan anvendes til aktivering af den potentielle køber. Kapitel 5 handler om at tale til sanserne, og rummer lister med ord for se, høre, lugte, smage og føle, både synonymer og ord der relaterer til den pågældende sans. Der er også en ordliste i forbindelse med den 6. sans: Fatte mistanke, mavefornemmelse, få færten af, opfange …

Dernæst er der ord for følelsestilstande, og der er ord for social bevidsthed, karriere, kærlighed, ferie, farver, powerord og grøn bevidsthed. Ord der $ælger kan vise sig at være bogen der bidrager, når man kører sur i salgsteksten. Bogens sidste afsnit er en opremsning af de syv dødssynder – under religiøsitet, og det er lidt en skam, fordi det giver hele bogen et skær af blandet landhandel. Men ingen tvivl om inspirationsmulighederne.

Ord der $ælger – Din triggerordbog

Siff Frederiksen

Ord der $ælger

328 sider

Formidling og Forvandling

Udgivet: 2016

Birte Strandby