I 1209 blev indbyggere i den franske by Béziers nedslagtet af korsriddere fra den katolske kirke. Korsridderne ville dræbe katharerne – kætterne – men kunne ikke vurdere, hvem der var kathar og hvem der var katolik, hvorpå hærføreren Arnau Amalric beordrede “Dræb dem alle. Herren kender sine egne!”

Sådan begynder Opstandelser, og den fortsætter i tre spor. Et der følger Maria Magdalena i ca. 30 efter Kristi fødsel, et der blandt andet følger den nonne der i 1209 kopierer Den Hellige Ophøjede Mariam Magdalenes beretninger, og et i nutiden, 2001 – 2006, der følger vores hovedperson, det søgende menneske, til Indien og tilbage til Europa. Han lærer om meditation, om tibetansk buddhisme og om kristendom. Undervejs møder han Tara, der også er et lærerigt bekendtskab:

“Angst leder aldrig hjem, men altid ud, og aldrig til stilhed, men altid til larm,” sagde Tara den aften, da vi hang ud med en kop chai. “Angst jagter trøsten i omverdenen og bevæger sig altid udad, ud til støjen, selskabet, magten, grinene, pengene, flirten, masserne, men vi kan kun komme hjem alene.”

Maria Magdalenas fortælling er den version som også forfatteren Dan Brown tilslutter sig i Da Vinci mysteriet: At hun var gift med Jesus og fik et barn med ham. Hun følger Jesus på hans dannelsesrejse og indtil han bliver fanget af romerne. Pilatus forsøger at få ham frigivet, men han bliver dømt til korsfæstelse, omend han i denne historie overlever korsfæstelsen.

Opstandelser fortæller flere dramatiske historier, ligesom erkendelse, meditation og Maria Magdalenas belæring om parforholdet trækkes frem. Det kan være lidt vanskeligt at få et samlet overblik over bogens budskab, men der skal lægges vægt på det kvindelige islæt – ifølge forfatteren:

Denne roman er et spagt forsøg på at hjælpe den vigtige og nødvendige udvikling på vej. 2.000 år domineret af en mestendels dysfunktionel maskulinitet har bragt os det kaos, vi står midt i i dag. En gennemgribende reintroduktion af det feminine er bogstaveligt talt livsnødvendigt for at bringe den feminine omsorg og medfølelse ind i denne verden. På samfundsniveau i forhold til miljø, dyrevelfærd, økonomisk lighed og social sammenhængskraft …

Opstandelser

Bo Heimann

224 sider

Content Publishing

Udgivet: 2018

Birte Strandby