Ade er drengen i tårnet. Han bor på 17. etage i udkanten af London. Han elsker højden og udsigten, men ellers er der ikke så meget at glæde sig over. Hans mor går ikke længere uden for lejligheden, og efterhånden forlader hun heller ikke soveværelset. Ade må være voksen og ansvarlig, og han er også nødt til at stå for indkøbene. I skolen går det ok, og der har han sin gode veninde Gaia. Men en dag sker der noget underligt: En pub i området braser sammen. Der er ingen forklaring. Snart efter falder en anden bygning sammen, og flere følger efter. Politiet undersøger grundene, og så dør politimændene også. I skolen mister de først nogle skolekammerater, der har befundet sig i bygninger, der er faldet sammen. Dernæst dør en lærer, og så bliver skolen lukket. I fjernsynet handler alt om den farlige, ukendte fjende, folk tør ikke længere gå i gaderne. Ade mister kontakten til Gaia, og sidder i sit tårn og kigger ud eller ser fjernsyn, indtil strømmen går – og vandet.
Ade er jeg-fortæller på måske 10-11 år, og han beretter med en åben, barnlig stemme om alt, hvad han oplever både med sin mors distancerede forhold til verden, og hvad det er der sker med bygninger og mennesker. Den barnlige stemme kombineret med spændingen ved det ukendte og ved den nye risiko for pludselig at miste livet, gør romanen dybt fascinerende. Måske kan man ane inspiration fra romanen The Day of the Triffids, eller filmen Signs med Joaquin Phoenix og Mel Gibson, eller måske ligefrem Day of the Body Snatchers med Donald Sutherland – om den evigt voksende fare, i hvert fald indtil man finder det der kan stoppe den.
Drengen i tårnet
Polly Ho-Yen
Oversat af Lene Ewald Hesel
250 sider
Høst & Søn
Udgivet: 16.08.2016
Ungdomsroman
Birte Strandby
Anmeldelse fra The Guardian: https://www.theguardian.com/childrens-books-site/2014/sep/11/review-boy-in-the-tower-polly-ho-ken