Ligesom som vi i den mere vestlige tegneseriebranche altid har gået meget op i superhelte, har man i Japan produceret noget i samme stil, men på en anderledes måde. De kalder det ”Shōnen” hvilket grundlæggende bare betyder noget i stil med ”en ung persons tegneserie”, men mere specifikt er rettet imod unge drenge og mænd i alderen 12 til 18. Imens der ikke er nogen officielle regler for hvad genren indebærer, så er der ting som den mere ofte end ikke indebærer. En af de første og mest kendte shōnen-serier har i den sammenhæng lagt en markant stil og de fleste kender da efterhånden også navnet ”Dragon Ball”. Det er i forlængelse af de temaer som Dragon Ball anvendte at mange shōnen-serier indeholder følgende elementer:

  • En hovedperson som hele tiden skal forbedre sig og udvise sine kompetencer i kamp.
  • Overnaturlige kampkræfter som altid er i vækst.
  • En masse nærkampe imellem karakterer med overnaturlige kræfter.
  • Grupper af stærke kæmpere som rejser sammen med hovedpersonen.

Jeg er sikker på, at der er en masse andre træk, men jeg ser dem ikke som vigtige for nærværende. Til sammenligning med vestlige heltetegneserier finder vi ligeledes at: Helte og skurke har en specifik, tragisk forhistorie som giver deres specifikke evne sæt en tematisk sammenhæng med den verden de lever i og den type problemer de håndterer.

Hertil er der fænomener som det at redde en by, redde ”folket”, redde verdenen og så fremdeles.

”One Punch Man” er grundlæggende en shōnen, en animationsserie, baseret på et tegneseriehæfte. Ligesom i det nævnte følger vi en helt og der er da også en slags overordnet progression i serien, men den er bestemt ikke konventionel. ”One Punch Man” er det klassiske helte set-up gennemsyret af depression. Samtidig er det en af de sjoveste komedier på Netflix.

Hovedpersonen i ”One Punch Man” hedder Saitama. Han er en skallet superhelt, i ført et forfærdeligt gult kostume med røde rengøringshandsker og en rød kappe. Konflikten i serien er ikke, som i lignende serier at han hele tiden skal udvikle sig imod at blive den stærkeste superhelt. Konflikten er tværtimod at han er den stærkeste superhelt og hans personlige problem, som titlen indikerer, er at han slår alle modstandere med kun ét slag. Én enkelt knytnæve fra ham springer fjender i luften, vælter kæmper og fjerner bjerge fra landskaber. Saitamas største ønske er derfor en kamp imod en fjende som ikke dør af et slag og det er en stor frustration for ham at han aldrig møder sådan en fjende. Han ser med blanke øjne til når andre superhelte i byen har svære, udfordrende kampe med værdige fjender. En ting han aldrig selv har oplevet. Ligeledes har han ikke, som de andre, nogen interessant forhistorie eller nogen form for klassisk, græsk-tragisk forhold mellem evner og personlighed. Han er ikke en genetisk modificeret cyborg gorilla som er blevet skabt i et hemmeligt laboratorium for at overgå menneskets evolutionære stadie. Han er ikke dronningen af myg der som en vampyr sender sine sværme gennem byen for at samle blod til sig selv. Han er ikke som ”vaccine-mand” et tragisk produkt af menneskers forurening som vil tage hævn på klodens vegne.

Der er intet drama bag Saitama og han kan på den skala slet ikke måle sig med konventionelle helte som Batman der med teknologi må kompensere for de evner han som barn manglede for at redde sine forældre. Eller Superman for hvem den sande og altid tilbagevendende konflikt er menneskets svaghed. Alle de klassiske superhelte lider under komplekse, græske straffe i den forstand at deres kræfter er produktet af et problem de ikke kan løse. De er dømt til en Nietzscheansk, gentagende konfrontation med den samme konflikt igen og igen. Sisyfos blev straffet med det monotone arbejde at rulle en sten op af et bjerg fordi han som levende var en flamboyant, overenergisk eventyrer der gjorde alt fra at kommandere delfiner imod pirater og bogstaveligt talt snyde døden et utal af gange. Ligeledes straffes helte som f.eks. Peter Parker med superkræfter der forhindrer dem i at håndtere de problemer, som de altid har kæmpet med. Som almindeligt menneske kunne han knapt håndtere hverdagens konflikter og var for svag til at få et forhold til Mary Jane. Som superhelt er han så stærk at han må tage ansvar for alles konflikter og derfor kan han stadig ikke få et meningsfuldt forhold til Mary Jane.

Saitama har modsat de andre helte og skurke han møder i serien ingen personlig tragedie, interessant forhistorie eller spændende superkræfter. Hans motiv og forhistorie er, som han selv siger, at han er superhelt for sjov, og han er blevet det ved at gennemføre et moderat træningsprogram i 3 år. Det tror han i hvert fald selv. På passioneret vis fortæller han om hvordan han hver dag i 3 år tog 100 armbøjninger, 100 mavebøjninger, 100 knæløft og løb 10 kilometer. Han taler langtrukkent om hvor vigtigt det er ikke at give op. Ifølge ham selv blev han skaldet fordi træningen var så hård. Efter 3 år var han den stærkeste super helt og på intet tidspunkt i serien ser man ham træne yderligere.

De skurke Saitama kæmper imod har spændende kræfter og teknikker, som de råber navnene på under udførsel, som det er kutymen i shōnen. Ligesom Bruce Lee i de gamle kampsportsfilm eksempelvis råbte ”Dragon Tail!” imens han udførte en eller anden manøvre, så har cyborgen med ildkanonen selvfølgelig en voldsom teknik han kalder ”incinerate”. Man kan spørge sig selv om Saitama kunne have gjort mere ud af det når hans fjende råber ”LION FURY” og kæmper på livet løs, og Saitama selv responderer med teknikken ”normal punches”. En teknik hvor han slår mere end én gang og fuldstændigt opløser sin fjende.

Saitama er den stærkeste superhelt og derfor er han deprimeret. Der er ingen kamp i verden som han ikke vinder ved første slag. Om natten drømmer han om sådanne kampe og skuffes når han vågner. Hans depression udtrykkes i hans ansigt. Han er tegnet ikke som de andre, med markante og erfarne ansigter der siger noget om hvem de er, men som en skabelon. Hans ansigt er det ansigt man tegner før man begynder at tegne karaktertræk, for at finde ud af hvor øjne, næse og mund skal sidde. Kun når en konflikt lader til at være sværere end han havde regnet med får Saitamas ansigt pludseligt markante træk. Når konflikten så alligevel viser sig at være en skuffelse, tegnes han igen som en skabelon. Med et fuldstændigt intetsigende ansigtsudtryk.

I den forstand er han også, som karakter, en skabelon. Med hensyn til kraft er han den superhelt som alle andre stræber efter at være. Derfor er han, modsat de andre, ikke specifik. Han er generel. Han er dem alle sammen før de bliver gjort specifikke med særlige karaktertræk, forhistorier, kostumer, kræfter, teknikker etc. Han er bogstaveligt talt helteskabelonen og som en skabelon har han uspecifikke, intetsigende kræfter. For en superhelts kræfter afspejler jo hvem de er. Flammen skaber omkring sig hvad han føler indeni. Saitamas superkræfter er ”normale”, eller generelle i den forstand at han kan lige præcis hvad et menneske kan, bare med sådan en styrke at han kan slå alle. Og alle superhelte skabes jo i menneskers billede, fordi de skabes af mennesker til mennesker. Saitama er det generelle billede. Derfor har han også moderat, menneskelig intelligens. For det at være intelligent er en specifik evne.

Ingen superhelt er interessant, som kan besejre alle sine fjender med et enkelt slag. Dramaet i alle superheltehistorier er derfor at de ikke kan besejre deres fjender sådan og derfor er deres ultimative mål også at blive så stærke at de kan. De stræber således alle efter at blive ”One Punch Man”. Deres stræben er, som al menneskelig stræben, rettet imod depression og død. Uden konflikt bliver vi, som Saitama, generelle, uspecifikke, karakterløse og depressive. Havde vi ingen problemer, mistede vi kapaciteten til at løse problemer i det hele taget.

På trods af at ”One Punch Man” er en komedie præsenteres vi med Saitamas blik for et grundlæggende depressivt verdenssyn. Alle forskelle er blot æstetiske. De byer som eksisterer i Saitamas verden er, som ham selv, skabeloner. De kaldes henholdsvis ”City A”, ”City B”, ”City C” og så fremdeles. Alle helte og skurke er blot Saitamas ansigt med flere detaljer, forskellige kostumer og historier. De faktorer som gør deres liv, personligheder og konflikter interessante for dem er udtryk for hvad de mangler i forhold til ham. Derfor forekommer de også alle karikerede. De er skingre og skæve variationer over klassiske arketyper, som eksempelvis den gale videnskabsmand, eller den tykke, cigarrygende kapitalist.

”One Punch Man” gør på alle måder grin med genren såvel som japansk animation i det hele taget. Japansk animation er blandt andet kendt for sine tendenser til lange enetaler med overdreven ”exposition”. Det vil sige kommunikation som er henvendt mere til seerne end til karaktererne som kommunikerer med hinanden. I den sammenhæng får Saitama sig en følger, som ønsker at blive ligeså stærk som ham. En følger der, som det er kutymen shōnen, fortæller sin livshistorie så snart han får muligheden. Imens Saitama lytter til den uendelige forhistorie går hans ansigt fra at være en skabelon til nærmest at blive en krudsedulle. Intet andet i serien får ham tættere på døden. Fremadrettet håndhæver han derfor den regel at helte såvel som skurke skal holde deres personlige historier til at være 20 ord eller mindre.

På trods af den bitre præmis er serien noget af det sjoveste og mest underholdende jeg har set længe. Den er i sandhed et fantastisk indspark i denne tid hvor verdens myter erstattes af en uendelig strøm af intetsigende heltefilm.

Indtil videre er der én sæson af animationsserien og jeg håber ikke der kommer flere, for jeg kan ikke se hvordan serien skal udvikle sig i andre retninger end langsomt at blive til det den så fint gør grin med.

10/10

One Punch Man

Animationsserie på Netflix

Instruktion: Shingo Natsume

Produktionsår: 2015

Produktionsland: Japan (er dubbet til engelsk)

Alexander G. Østergaard