Tog

Der er en scene i Coen brødrenes geniale film No Country for Old Men, hvori en skummel mand med pagehår strangulerer en politibetjent. Hvis man ikke tænker over det, så hører man ikke lyden af det tog, som fader ind i baggrunden. Hvis man tænker over det, så bliver man nødt til også at tænke, at der ikke er skyggen af en jernbane der hvor mordet finder sted. Det faktum, at der ikke er en jernbane, men alligevel lyden af et tog, bringer os tilbage til det faktum, at de fleste ikke tænker over dette. Hvorfor? Fordi de fleste er vant med, at høre lyden af et tog, når de ser nogen dø på film. Toget er, i filmhistorien, et af de mest brugte motiver der sættes i sammenhæng med død. Dette faktum bringer os til Once Upon a Time in the West. For hvad har et tog med døden at gøre? Forbindelsen til død kommer af togets oprindelige rolle, som et symbol på fremskridt. For at noget nyt kan opstå, må noget gammelt dø, og således har vi her en film, fyldt med tog.

Frihed

Som alle gode western film er Once Upon a Time in the West en nekrolog over Det vilde Vesten (The Good the Bad and the Ugly, Unforgiven, True Gritt etc.). Med toget og jernbanen ser vi civilisationens og dermed lovens indtog i en verden, hvor frihed ellers var tilegnet den stærkeste. Filmen finder sted i overgangen fra noget kaotisk til noget kontrolleret, civilisation. Den foregår i en tid, hvor nogle ser en verden i forfald, imens andre ser en verden under opbygning.

Dværg

To klassiske motiver i litteraturen er kæmpen og dværgen. Hvor kæmpen er mennesket set, som væsenet der kan tæmme naturen er dværgen mennesket set, som væsenet der lader sig fortabe i forestillinger i et forsøg på, at skjule det faktum, at det intet kan gøre imod naturens overvældende kræfter. Dværgen er den mest interessante, fordi han er den egentlig sandhed om mennesket. Vi er fysisk svage og for at overleve må vi forsøge at aktualisere vores forestillinger ved, at skabe proteser, som vi kan anvende. Vi kan ikke bide og rive dyr ihjel, så vi må forlænge vores tænder og negle, ved at konstruere knive og spyd. Vi kan ikke holde til kulden, så vi må forlænge vores hud med uld og pels. Vi kan ikke fordøje korn og råt kød, så vi må forlænge vores tarmsystem ved at manipulere vores føde.

Den historie, som finder sted i baggrunden i Once Upon a time in the West, i form af tog og jernbaner, er historien om hvordan dværgen, med sine proteser, til sidst formåede at undertvinge kæmpen. I filmen kommer jernbanen til vesten ført af en krøbling (Morton), en forretningsmand med knogleskørhed. Han har bogstaveligt talt ingen overlevelseschance i det terræn, som han forsøger at domestikere.

Kæmpe

Der er flere grunde til, at den overdrevne fokus på ideen om frihed i både litteratur (moderne bøger om den konservative fader/kone/hårdtarbejdende person, som tager på en rejse, flyder over i boghandlerne) og politik er absurd. Uden lov er frihed et spørgsmål om hvem der er stærkest, så der er ingen radikal frihed, medmindre man er alene, eller på toppen. Så længe der er lov er frihed relativt til et system, så det giver kun mening at tale om frihed i kategorier. Dertil kommer det konstant tilbagevendende koncept om valg. Valg har intet med frihed at gøre, eftersom et valg forudsætter en distinktion, som nødvendigvis er formuleret af et agentur, en autoritet, lov eller regel.

Den frihed som er på spil i Once Upon a Time in the West er den radikale frihed, verden som den ser ud uden en central autoritet, en stat. I westernfilm, inklusiv denne, er det altid kæmperne vi følger, det idealiserede billede af et stærkt menneske, som kan klare sig selv, hvilket er ironisk eftersom at selve ideen om en biograf forudsætter et komplekst system af love og regler. Det kommer sig måske af, at vi alle gerne vil være kæmper, men vi vil også gerne være sikre på, at vi ikke selv bliver offer for en som er mere kæmpe end os selv, derfor stat.

Hul

I løbet af filmen gør Sergio Leone meget ud af, at understrege huller, eller indgange i sine kulisser. I den første scene er der tre døre, så der er naturligvis også tre gun slingers, som skal gå igennem dem. Senere er der fem mellemrum imellem en gruppe af buske, så der er fem gun slingers der ligeledes ankommer på scenen ved at gå igennem hver sin indgang. Pointen er klar, den lov, som ankommer med jernbanen tager sig først og fremmest ud i form af fysiske strukturer. Et hus er, før det eksisterer, som en fysisk konstruktion, en symbolsk konstruktion, en arkitekt er en person, hvis job det er at formulere en sådan konstruktion. Cowboys, gun slingers og lejemordere ankommer alle igennem hullerne i konstruktionen der, hvor der ingen lov er. Sergio Leone gør i den sammenhæng også noget ud af, at når der er en åbning, en indgang, så er det en indgang ud i ingenmandsland. Før Det vilde Vesten blev opdelt i stater, før det blev underlagt lov, var der på den anden side af enhver dør, ikke andet en radikal frihed og lovløshed. Kæmpernes land.

Harmonika

Hvem er denne mand, som kommer med toget? Det er klart, at han er en kæmpe og også en kæmpe blandt kæmper, den skarpeste skyder. Man må dog tilføje, at han tilsyneladende, først og fremmest, er sin mundharmonika. Det er det folk kalder ham, det er den folk snakker om, når de snakker om ham, og det er igennem den han giver sig til kende i hver scene.

Imens mundharmonikaens sære lyde sandsynligvis skyldes det faktum, at Sergio Leone først lagde lyd på filmen efter optagelse, hvilket han gjorde med flere af sine film, deraf de synkroniserede stemmer, så giver den spøjse lyd et interessant tvist, hvis man er lidt analytisk anlagt. Jeg vil også påstå, i den sammenhæng, at der er gjort noget for, at understrege dens spøjse effekt. I løbet af filmens episke startsekvens er der et stort fokus på lyde, alle de små lyde, som mennesker og deres objekter producerer. Alle disse lyde overdøves fuldstændigt af den ekstreme lyd af toget som ankommer på stationen. Der er en lyd, som selv toget ikke kan overdøve og det er lyden af mundharmonikaen, som skærer igennem lydbilledet da toget igen forlader stationen. Mundharmonikaen overdøver alle lyde og forstyrrer alle karakterer. Der er ingen i løbet af filmen, som ikke tager lyden som en provokation. Det analytisk korrekte spørgsmål er således, hvorfor en mand, som bruger så lang tid med en mundharmonika, er så dårlig til at spille på den (eller noget i den stil)?

Fantasi

Den lyd, som kommer ud af mundharmonikaen før den går over i musiktemaet, som de fleste sikkert har noteret sig, er lyden af en person, som mere end egentlig at spille, trækker vejret ind og ud af instrumentet. Dette er forbindelsen til det traume, som hovedpersonen, ved sin hævnaktion, søger at forløse. Det er denne lyd, som konstant provokerer tilhørerne.

Igennem hele filmen afsløres det ganske langsomt, i takt med, hovedpersonens motiv, hvor denne skærende, provokerende lyd kommer fra. Lyden er med andre ord lyden af et symptom. Mundharmonikaen er manifestationen af hovedpersonens traume, det er det objekt, som danner et materielt grundlag for den fantasi, som hovedpersonen har skabt for at kunne udholde sit traume.

Hævner

Hævn er en opgørelse i et symbolsk regnskab, men hævnlyst er et imaginært fænomen. Det er derfor hævn er et interessant motiv, pointen er ikke bare, at hævneren ikke opnår noget, pointen er at det han opnår, ikke er for ham selv. Hævneren er et vredt individ, hans liv er ødelagt, hans grundvold rystet, han har en masse følelser, som de fleste mennesker nok ville søge at komme af med. Målet med hans mission er imidlertid ikke, at komme af med disse følelser, selv hvis de er den primære grund til hans handlinger. Hævneren er i den forstand en fange, ganske vist drives hans handlinger, modsat fangens, af passion, men den forløsning han kan håbe at opnå er symbolsk. Han møder kaldet, ikke af sine følelsers vold, men det abstrakte symbolske regnskab. Det mest traumatiske i hævnerens kompleks er derfor, at hans mission, så at sige, ikke engang er hans egen. Han er en fange, en slave af et symbolsk regnestykke, som skal gå op. Hævneren er ikke en autonom agent, som arbejder udenfor systemet, underminerer magten og den slags. Hævneren er lige præcis symptomet på den symbolske orden, som efter en radikal overtrædelse, søger at genoprette sin egen balance, systemet som så.

Et af de mere geniale træk ved Once Upon a Time in the West er derfor også, at hovedpersonen kan tillade sig, at virke så afbalanceret som han gør. Det er som om at han ved, at de ting han foretager sig ikke rigtig vedkommer ham. For ham er der blot tale om udførelsen af en nødvendighed. En nødvendig proces, som resulterer i en nødvendig konklusion.

Kode

Han nyder så at sige sit symptom og sig selv som symptomet på Franks overtrædelse af den symbolske orden. Hvilken symbolsk orden? Skulle den ikke stige af toget først? Det som for dværgen er radikal lovløshed er for kæmpen et specifikt kodeks. Det som jernbanen bringer med sig er centralisering, et fælles skjold for alle, en rigid kode, en fastfrysning af kæmpernes fleksible orden. Det er den skrevne kontrakts overtagelse, af den uskrevne aftale. Hvor kæmpernes aftaler kun opvejes af deres egen beskaffenhed, opretholder dværgen sin kontrakt ved den imaginære reference til det skrevne ord. Dette forhold illustreres i filmen fint ved dynamikken imellem Frank, kæmpen som udnytter Morton, dværgen. Før jernbanen er lagt og byerne bygget er forholdet imellem symbolsk magt og fysisk magt stadig til diskussion.

Kontrakt

Hvorfor denne historie om hævn i midten af en historie, som virker så meget større og mere vedkommende? Det vi ser i Harmonikaens jagt på Frank er den nye lovs retroaktive legalisering af sig selv. Det er en kendt sag, at alle nationer, alle fremskridt er grundlagt i et mord som går forud for det, som mordet resulterede i, loven, staten, riget. Frank er i sig selv et eksempel på en kæmpes overgang til dværg. Ved at etablere en gruppe, en bande, har han etableret en lov og for at legalisere denne etablering har han fortrængt det mord, som den er funderet i, lovens effektive udøvelse, mordet på Harmonikaens bror. Det flashback som igennem filmen langsomt udvides for at afsløre dette primordiale mord, er det undertryktes tilbagevenden ikke til Harmonikaens bevidsthed, men til Franks. I tidernes morgen har Frank skabt det traume i Harmonikaen, som gør ham til subjekt for den symbolske funktion, som han udfører ved sin hævnaktion. For at etablere sin magt, ved at myrde, har Frank underskrevet en symbolsk kontrakt med sit offer, som gør offeret til offer, manden til subjekt, eller rettere objekt, til en harmonika. En kontrakt som kan opfyldes på to måder, enten ved at Frank udøver sin rolle som opretholder af kontrakten, som undertrykker, eller også ved kontraktens ophør, ved subjekts genvinden af sin rolle, som individ.

Symptom

Filmen starter så at sige med etableringen af en symbolsk kontrakt, det mord, som vi i retrospekt får at vide er grunden til fortællingen. Det mest interessante er dog, at den også slutter med en kontrakt. Det lettere mærkværdige dødsfald hen imod slutningen, som ingen forventer, Cheyennes død. Pludselig falder han af sin hest, grundet et sår, som vi får at vide, at han har haft siden midten af filmen. Hvem har såret ham? Det var dværgen der gjorde det (Morton)! Cheyennes død, kæmpens død, er fundamentet for etableringen af den lov, som jernbanen bringer med sig. Once Upon a Time in the West er ikke bare en nekrolog over det vilde vesten, det er også en nekrolog over vesten som så. Harmonikaen er den nervepirrende lyd, symptomet som varsler det undertryktes tilbagevenden. Opløsningen af lovens fundament og frigørelsen af dens subjekter, ikke til frihed i den normale ”rare” forstand, men den radikale frihed, i hvilken kun kæmper kan stå.

10/10 (Den er også flot at se på!)

Produktionsår: 1968

Instruktør: Sergio Leone

Skuespillere: Charles Bronson, Claudia Cardinale, Henry Fonda, Jason Robards

Spilletid: 2 timer 45 minutter