Den irske forfatter Claire Keegan tager os med tilbage til 1980´ernes sydøstlige Irland i romanen ”Omsorg”. Den smukke rørende lille roman er fortalt ud fra et barns perspektiv og gør stort indtryk på sin læser. Det er kort sagt en uafrystelig og gribende læseoplevelse, der her er i vente!

Hovedpersonen i ”Omsorg” er en lille, unavngiven pige, hvis forældre er fattige. Nnu venter yderligere en familieforøgelse. Familien klarer sig dårligt da faren er spilleglad og har trang til en tår over tørsten. Forældrene, Mary og Dan, vælger derfor at pigen skal sendes på ophold hos familiemedlemmer på ubestemt tid.

Bogen tager sin begyndelsen en søndag, hvor pigen sammen med sin far, Dan, har været til katolsk messe. Efterfølgende kører han hende til ud til sin mosters og onkels gård ved kysten. Hos ægteparret Kinsella bliver pigen mødt med omsorg, opmærksomhed og kærlighed. Alt det står i skærende kontrast til det, hun kender hjemmefra. I tilgift er der hos parret Kinsella orden, renlighed og mad nok. Det er heller ikke noget, som pigen er vant til. Hun betragter med forundring den venlighed og varme, hun møder. Først kan hun ikke forstå, at det virkelig skal blive hende til del. 

Det går op for pigen, at hun er landet et sted med overskud; både mentalt og økonomisk. Her er ingen skæld ud, og langsomt føler hun sig tryg og veltilpas. Både hr. og Fru Kinsella tager hende til sig og viser hende kærlighed. Hun får lov at blive en del af deres hverdagsliv og ser, at det har langt flere nuancer end hun er vant til.  Men alt godt kommer til en ende. Det gør opholdet hos Kinsella-parret også. 

Da hun sidst på sommeren vender hjem til sine forældre, er det med en erfaring og erkendelse af, at det ikke nødvendigvis blot er blodets bånd, der knytter mennesker sammen. Det er derimod deres attitude og hele følelsesmæssige væremåde, der er afgørende for at mennesker forenes.  

Claire Keegan har forfattet en hel igennem fremragende og fornem skildring af barnets møde med nærværende voksne, der evner at vise kærlighed. Hun skildrer, hvordan pigen qua sin opvækst er forsigtig og har svært ved at tro på at denne varme og generøsitet skal blive hende til del. Men hos ægteparret Kinsella er der højt til loftet, nærvær og imødekommenhed. Parret viser hende en hverdag med arbejde, latter og glæde. Da hun tager imod deres kærlighed og tillid, vokser hun og oplever stor lykke. 

”Omsorg” er en stemningsfuld, smuk og hjertegribende miniatureroman om et lille barn, der for en stund får lov at opleve omsorg og sande, hvad dét indbefatter. Fortællingen rummer en masse tristesse, fordi det omsorgssvigtede barn møder menneskelighed, ømhed og hjerterum for så at måtte afstå det igen, da hun atter skal hjem til sin familie. Claire Keegan skriver så du sent vil glemme det igen. Sproget er letlæseligt og flydende. Det er forfattet i tråd med barnets perspektiv. Claire Keegan skriver ud fra en loyal forståelse for det at være barn. 

Claire Keegan er kendt for at skrive kort men – særdeles – godt. Bogen her er på under 100 sider og skrevet  i første person nutid, så den virker levende og usædvanlig let. Forfatteren kan om nogen mestre begrænsningens svære kunst. Siden hun i 1999 debuterede med en novellesamling, har hun udgivet fire korte romanværker. På dansk er der indtil videre udkommet to titler, nemlig ”Omsorg” og ”Den slags små ting”. Und endelig dig selv disse små, uforglemmelige læseoplevelser! 

Omsorg

Forfatter: Claire Keegan

Oversættelse: Signe Lyng

Forlag: Gutkind

96 sider. Indbundet.

Udgivelsesdato: Den 9. 3. 2022 

Anmelder: Nønne Lønne Votborg