At rejse er for mig en gentagende frydefuld livsfornemmelse …
En lille samling citater der fanger essensen af glæden ved at rejse.
Citaterne er plukket fra Kløvedals rejsebøger, og udover forfatterens begejstring for at sejle og for at møde andre kulturer, så omfatter de også en kommentar til livet i al almindelighed:
Så er der dem … som kalder det eskapisme at sejle. Som om det ikke skulle være noget af det mest virkelige i denne verden at se en bjergø dukke op af morgendisen. De mennesker, der skriver sådan tl mig, er i mange tilfælde folk der henter deres egen virkelighed fra så fremmedgørende ting som aviser og TV.
Kløvedal langer ud efter dagligliv i Norden flere gange, især når det kommer til reklamer i fjernsynet og den hellige almindelige forbrugerisme og en følelse som han betegner som indeklemthed. Det handler både om huse med små, firkantede rum uden udsigt til naturen, men også om at det er ubehageligt at gå i sko efter halvandet år som barfodet.
Det er Kløvedals tese, at mennesket skifter karakter under lange sørejser, at verden bliver større og større, når man sejler, og at den lange sørejse slet ikke kan sammenlignes med en ferie. Ferier er fine nok, men tilbyder ikke nødvendigvis det indblik i samfundsforhold, politik og det sociale liv, som den lange sørejse gør. Ej heller kampen med elementerne eller hjemlængslen for den sags skyld. Det sidste skal tages alvorligt, for selv om man befinder sig der hvor virkeligheden er, kan hjemve være så stærkt, at man kan blive syg af det, hvis man ikke har omsorgsfulde kammerater og en forståelse for egen sårbarhed.
‘Rejser’ har smittende budskaber. Naturligvis kan man godt se, at det må være bedre og mere livsbekræftende at sejle rundt mellem palmer og hvide strande i Polynesien eller på Yangtze-floden end at sidde bag en computerskæm med udsigt til en parkeringsplads og tænke over, at man skal hjem og se fjernsyn. Man kan næsten kun misunde Kløvedals måde at opleve verden på. Alligevel er der langt mellem Kløvedalene. Hvorfor mon det?
Om rejser
Troels Kløvedal
48 sider
Gyldendal Kolibri
Udgivet: April 2022
Birte Strandby