Så er der igen kriminalitet og uhygge i Odense. Denne gang leveret af Vibeke Marx, der trods mængder af blid, poetisk fortælling om byen ikke tillægger sine karakterer hverken venlighed eller glæde.

Der er en enkelt lille, glad dreng i romanen, en femårig med spræl og nysgerrighed. Men trods det at han har den væsentligste rolle her, så er han kun med i kort tid. En tidlig morgen findes han i Odense Å. Hans mor ved godt, at han er stået tidligt op. Selv faldt hun i søvn igen, og et par timer senere er drengen død. Og ikke bare druknet. Nogen har hjulpet ham på vej. Måske er det den unge, adfærdsforstyrrede graffitimalerinde. Hun har tidligere skubbet voldsomt til drengen, og hun kommer fra en dysfunktionel familie. Det kan også være ‘den svigtede’, kvinden der i en sen alder blev anbragt i sin bolig tæt ved Filosofgangen og Munke Mose – af den tidligere ægtefælle der var på vej ud på nye jagtmarker. Og så er der den gamle mand, der er pædofil og som måske har dræbt en kammerat under 2. verdenskrig.

Siden findes den lokale byggematador slået ned, og endnu senere forsvinder en polak der har arbejdet for ham. Det er det gamle Odense der selv fortæller om sine hemmeligheder fra de tidligste minder om Knud den Hellige, om Kongedybet der krævede sit offer og om nulevende mennesker i Odense, der hele tiden minder os om, at mennesket er uperfekt. Mord opklares til slut, vinklen er spændende, personerne fascinerende, men mon Marx selv kan lide sine karakterer?

Vibeke Marx

Havhesten

204 sider

Historia

Udgivet: 2016

Birte Strandby