Handler venstrefløjens kritik af vidtgående ytringsfrihed virkelig om at straffe offentlige meningstilkendegivelser man ikke bryder sig om? Det er en udlægning som Torben Bech Dyrberg og andre bidragsydere går efter i sømmene, og der bliver fundet både letvægtsforskning og usaglighed.

I Multikulturalismens fælder, som i lighed med den kontroversielle Er danskerne racister har Mehmet Ümit Necef som medredaktør, tolereres intet hykleri, og der langes hårdt ud efter det som nogle bidragsydere kalder pladderhumanisme, ligesom enhver påstand der ikke dokumenteres, skydes ned med krydsermissiler:

Men kunne det ikke tænkes, at den væsentligste trussel mod demokratiet kommer fra …dem der hylder frihedsrettigheder og optræder som tolerante, humane og imødekommende, men som i sidste ende ikke vil eller tør forsvare disse frihedsrettigheder

En af bogens hensigter er at gøre op med den teori som en stor del af venstrefløjens antiracismedebattører øjensynligt hylder: At racismen – den strukturelle og den personlige – er den basale årsag til eventuel kriminalitet blandt indvandrere, og endnu mere basalt: at god behandling skaber gode mennesker. Det sidste skal man måske nok ikke give afkald på at tro, men muligvis har forfatterne ret i, at man er nødt til at forholde sig til fakta uden forstyrrende ledsagelse af følelser – i det omfang det er muligt.

I et kapitel om Yahya Hassans digtudgivelse og hans efterfølgende erklæringer sættes spot-on på problemerne: Kan etniske minoritetsforældre være medskyldige/hovedansvarlige for næste generations vanskeligheder? Findes der socialbedrageri og dobbeltmoral blandt indvandrere? Er forskellen mellem almindelig dansk underklasse og nydansk underklasse, at de bruger henholdsvis sekulære/religiøse bortforklaringer. Hvis det er tilfældet, har kulturforskelle alligevel en betydning trods den fornægtelse der har fundet sted fra veluddannede danskere og socialmyndighederne. Et fjerde tabu er vold mod børn og unge i etniske minoritetsfamilier. Som vi selv ved fra tidligere – spare the rod and spoil the child – har vold indgået i danske familiers børneopdragelse, revselsesretten blev afskaffet i 1997.

En af anklagerne mod Hassans erklæringer er, at han kritiserer forældregenerationen men ikke tager stilling til, om strukturel racisme kan have spillet en rolle i udviklingen af kriminalitet blandt nydanskere.

Hassans digte vakte en del opsigt ved udgivelsen, og en af de væsentlige diskussioner i den forbindelse er, hvem der har lov til at ytre sig om hvad. Eksempelvis blev Lars Bukdahl diskuteret som kritiker på grund af sin position som ‘magtfuld hvid mand’ uden kendskab til livet som etnisk minoritet.

Der bliver vendt mange sten i Multikulturalismens fælder, og man kan sagtens finde argumenter for og imod, men det er en vigtig bog i debatten.

Udover de to redaktører er bidragsyderne: Göran Adamson, Katja Kvaale, Torben Rugberg Rasmussen, Aje Carlbom, Jens-Martin Eriksen, Frederik Stjernfelt, Henriette Frees Esholdt, Pernilla Ouis, Henning Bech, Helle Lykke Nielsen, Yvonne Mørck, Sofie Danneskiold-Samsø, Bo Wagner Sørensen.

Mehmet Ümit Necef og Torben Bech Dyrberg (red.)

319 sider

Udgivet: April 2016