Danskerne opfører sig som racister. Det har vi efterhånden set dokumenteret mange gange. Eller har vi?
De to forfattere til ‘Er danskerne racister?’ er gået i kødet på en del af de undersøgelser, der er foretaget på området. Det drejer sig om forskningsprojekter fra universiteterne, ministerielle undersøgelser og undersøgelser foretaget af uafhængige organisationer. Og det lykkes i meget høj grad at få rykket ved undersøgelsernes troværdighed. Bogen frikender ikke danskerne fra at være racister men gennemhuller overraskende beviserne for, at vi rent faktisk skulle være det.
Projekterne endevendes i forhold til blandt andet empiri, udvælgelsesmetoder og fremgangsmåde.
I forbindelse med fremgangsmåden stilles der spørgsmålstegn ved interviewerens eventuelle forudindtagethed. Et eksempel er en angiveligt racistisk udtalelse fra Pia Kjærsgaard, om at hun frygter, hvad de fremmede koster danskerne. Forfatterne spørger her, om udtalelsen er racistisk eller udtryk for en rationelt begrundet bekymring for velfærdsstaten med afsæt i, at udtalelsen er fra 1997 i en periode med økonomisk afmatning.
En anden lidt hurtig manøvre fra forskellige forskeres side er at anvende kultur som forklaringsfaktor, når det måske i virkeligheden handler om den psykosociale tilstand blandt flygtninge og deres efterkommere og/eller eksisterende socioøkonomiske forhold som ledighed, diskrimination, mobning.
Hos nogle forskere er der tale om, at begrebet ’tilfældigt udvalgt’ er blevet misbrugt, og hos andre forekommer løsagtige generaliseringer og en næsten fri fortolkning af resultaterne.
Bogen kommer ind på diskrimination på arbejdspladsen, tørklæder, arbejdsløshed, æresdrab, kriminalitet, og efterhånden som forfatterne gennemgår materialet, falder bevisførelsen fra hinanden og påviser, at flere forskere tilsyneladende har et mindre forpligtende forhold til videnskabelig redelighed.
Jytte Klausens The Cartoons That Shook the World gennemgås kritisk med udgangspunkt i blandt andet diskussionen om tegningernes ikonografi. Her mangler man som læser tegningerne for helt at kunne følge argumentationen.
Slutteligt kommer forfatterne med bud på, hvorfor forskere i så mange tilfælde har valgt at arbejde ud fra en forventning om, at danskerne er racister, og hvordan man med fordel kan både begå troværdig forskning og åbne for en reel debat uden medfølgende mudderkastning. (At vi som storforbrugere af verdens ressourcer og krigsførende nation har nogle forpligtelser, er en anden sag)
Der ligger et stort arbejde bag bogen, kritikpunkterne er velbegrundede, nogle mere indlysende end andre. ‘Er danskerne racister’ kan ryste læserens tiltro til forskningen, men flere afsnit i bogen kan anbefales til brug ved fremtidig forskning.
Det kunne være inspirerende at opleve en eksemplarisk undersøgelse om dagens racisme gennemført af forfatterne.
Henning Bech og Mehmet Ümit Necef
363 sider
Frydenlund
Udgivet: 14. januar 2013
Anmeldelse fra Weekendavisen: Bebudet racialisering
5. oktober 2018 Weekendavisen
Katja Kvaale
Anmeldelse.
En ny undersøgelse og antologi viser, at importen af et kvasi-akademisk tankegods kaldet »kritisk hvidhed« også er kommet til Danmark.
Peter Hervik (red.): Racialization, Racism, and Anti-Racism in the Nordic Countries. 2018.
Da lektor ved SDU Mehmet Necef og Henning Bechs minutiøse, kildekritiske analyse af 20 års dansk racismeforskning, Er danskerne racister?, udkom i 2012, var det lidt af en showstopper for migrationsforskere, der ikke fedter med racismediagnoser.
Necef og Bech, henholdsvis emeritus og professor ved KU, gjorde det helt klart, at racisme skam forefindes i Danmark.
Der bør naturligvis forskes i eksisterende fænomener i samfundet, herunder al slags racisme, men sagen er enkel: Racismeforskning skal som al anden forskning være lødig, vederhæftig og metodisk forsvarlig.
Samtidig konkluderede Necef og Bech, at der ikke er megen videnskabelig dokumentation for den udbredte og stigende neoracisme i Danmark, indvandrerforskere postulerer eksistensen af. Tværtimod påviser de to sociologer foruroligende, ja, skandaløse mængder af forskningssjusk, citatfusk, løsagtige generaliseringer, fejlslutninger, overfortolkninger, impressionisme, mangelfuld kildekritik og dokumentation i dansk indvandrerforskning – i det hele taget en alt for lav standard i forhold til almindelige normer for videnskabelighed. Professor Peter Hervik fra Aalborg Universitet foruden professor Rikke Andreassen fra RUC fik den alvorligste kritik.
I forbindelse med bogens udgivelse forklarede Necef og Bech i blandt andet Weekendavisen tilstanden med den særlige forskningskultur inden for feltet: Forskerne er typisk velmenende og med en samstemmende ideologi. De opererer overbevist af egen godhed i lukkede konsensusmiljøer uden gensidig kritik endsige udefrakommende udfordringer og med fællesabonnement på multikulturalisme. Her er det forbudt at anskue indvandrernes medbragte kultur som forklaring på integrationsproblemer, men påbudt at forklare danskernes racisme med deres majoritetskultur.
Denne nok så velmente, men overdrevne dæmonisering af danskerne samt offergørelse og ansvarsfraskrivelse af indvandrerne er imidlertid meget skadelig for integrationen og selvsagt en katastrofe for den forskningsbaserede indsigt i et af de vigtigste emner i dagens Danmark.
HAR denne velunderbyggede faglige kritik af indvandrerforskningen haft konsekvenser i de mellemliggende seks år? Er paradigmer skiftet og metoder rettet op? Har påtaler for videnskabelig uredelighed højnet niveauet? Hvordan kan Necef og Bechs kritik sameksistere med Herviks og Andreassens fortsatte virke uden akademisk afkald på stræben efter sandhed? Svaret er, i tillæg til ovennævnte konsensuskultur i ekkokamre, importen af et kvasi-akademisk tankegods kaldet »kritisk hvidhed«. Det går ud på at afsløre strukturel racisme overalt i samfundet og i majoritetsbefolkningens »vanemæssige hvidhed«. Tankegodset er immuniseret mod normal akademisk kritik ved grundlæggende at mistænkeliggøre kritikerens race og dermed evne til og motiv for at fremsætte argumenter; bolden ligger altså død, hvis manden er hvid.
Samtidig med denne genindførelse af racetænkning ses »race« som en konstrueret kategori. Race findes, fordi konstruerede diskurser om ikke-hvide skaber virkelighed: Hvide ‘ racialiserer’ ikke-hvide ved at betragte dem som race, og både hvide og ikke-hvide indordner sig derefter. De hvide med privilegier, de ikke-hvide uden. Folk, der benægter dette, er »farveblinde« og dermed medskyldige i racisme.
»Kritisk hvidhed« er opstået som en udløber af afroamerikanske studier i USA, hvor den sorte befolkning stadig har alvorlig social slagside 150 år efter slaveriets ophør og 50 år efter borgerrettighedskampen – men nu skal det importeres til dansk indvandrerforskning.
PROFESSOR Peter Hervik og hans forskergruppe med baggrund i antropologi, International Migration og Etniske Relationer, kulturstudier og kritiske adoptions-og kønsstudier fik i 2015 en projektbevilling på 5.583.900 kroner fra Velux Fonden til med egne ord at »undersøge de intensive racialiseringsprocesser, som finder sted i disse årtier i Danmark med en offentlig debat, der i stigende grad sker i moraliserende termer – herunder racialisering af sociale relationer, naturliggørelse af xenofobi, indlejrede ideer om uforenelighed samt benægtelser af racisme«. Selve objektet for forskningen kridtes altså forlods så håndfast op, at det, allerede inden undersøgelsen er påbegyndt, anses for afgjort, at der er tale om intensiv racisme gennem »racegørelse« og et selvfølgeligt fremmedhad, som endda benægtes.
En så behersket faglig nysgerrighed over for undersøgelsesobjektets beskaffenhed forefindes normalt ikke blandt professorer, men Hervik-gruppens projekt har et totalt sammenfald mellem undersøgelsesobjektet – som altså allerede er diagnosticeret som »racialisering« – og det analytiske greb på objektet, der også er »racialisering«. Der er med andre ord 100 procent garanti for »racialisering« som forskningsresultat og fuld helgardering mod overraskelser, herunder ægte ny viden.
Velux kunne på den vis have sparet pengene, men på den anden side skuffer projektgruppen ikke angående import og leveringsdygtighed af den lovede vare. Det fremgår af en ny antologi redigeret af Hervik, der udkom som e-bog i august.
Fire af de tolv kapitler er skrevet af Velux-projektets deltagere, mens alle konklusioner er enslydende; antologien udgør en slags Grønspættebog for racialisering med håndplukkede eksempler derpå.
Hervik fastslår i indledningen, at diskrimination mod synligt anderledes minoriteter er blevet mere subtil de seneste 20 år, men racismen ses ved, at »hvide danskere« har omtrent dobbelt så høj indtægt, højere ansættelsesrate og er bedre repræsenteret ved højere læreanstalter og i ledende stillinger end ikke-hvide. Der er, mener Hervik, et mønster i både private og offentlige forsøg på at bortforklare diskriminationen; en »vanemæssig hvidhed« benægter systematisk minoriteters erfaringer med diskrimination.
Bogens forfattere skriver ud fra deres ekspertise, men cirka halvdelen af dem skriver desuden »med erfaringer som racialiserede minoriteter«, forsikrer Hervik; de har altså en gunstig dobbeltrolle som både analytikere af og subjekter i felten.
Fokus er på diskursanalyse snarere end virkelige sociale møder og relationer. Forfatterne anerkender alle, at »medierne skaber racialiseret tænkning, fremmer moralsk panik og ugerninger og ansporer handling og politiske tiltag«. Hervik mener, at danskernes viden om flygtninge og immigranter ikke stammer fra egne erfaringer og tankevirksomhed, og at medierne er »aktiv agent i racialiseringen«. Det er den praktiserede racialisering i diskurser om muslimer efter 11. september 2001 – og altså ikke selve terrorhandlingen – der har bragt muslimer i negativt lys siden da. Islamofobi er påstanden om, at der er noget særligt ved muslimer, som gør dem i stand til at udføre en sådan handling, hvilket ifølge Hervik kun giver mening, hvis de anskues som en race. Med denne overskuelige »bevisførelse« med kun to led bliver islamkritik via islamofobi til racisme. Med en så generøs udvidelse af racismedefinitionen skabes fast arbejde til racialiseringseksperter mange år frem.
Hervik stiller racialiceringsdiagnoser på baggrund af en koreograferet historiefortælling. Statsminister Anders Fogh Rasmussens igangsatte en »bidsk højrepopulistisk kampagne mod eliten/de intellektuelle, oppositionen, flygtninge, migranter og danskere med immigrantbaggrund, ikke mindst muslimer«. Den neonationale og neoracistiske værdikamp blev dernæst »kopieret af Jyllands-Posten«, som »bakkede op om initiativet til at latterliggøre, spotte og fornærme muslimer i Danmark gennem den infamøse Muhammedtegningeaffære«. Det spredte sig med genoptryk i Norge og Lars Vilks i Sverige. I forlængelse af dette – Hervik nævner det umiddelbart efter – ligger så Anders Breiviks udåd i 2011.
Vi får også kridtet et akademisk landskab op, hvor ganske få andre end Hervik og hans åndsfæller har fattet den omfattende racialisering i samfundet. Anti-intellektualismen, som Dansk Folkeparti bragte ind på tinge, er nemlig også sivet ind på universitetet; den ses tydeligt hos de forskere, hvis forskning adskiller sig fra Herviks gruppes, og som »underminerer snarere end læser og forstår« den diagnosticerede neoracisme.
AT Necef og Bechs minutiøse gennemgang af de seneste tyve års dansk racismeforskning anses for hovedværket inden for Herviks intellektuelle opponenter, fremgår af den omfattende behandling, lektor ved Københavns Universitet Mathias Danbolt og professor i Stavanger Lene Myong giver bogen i kapitel 2. Karakteristisk nok finder de ikke anledning til at gå i akademisk udveksling med Necef og Bech om bogens pointer, men stiller sig tilfredse med en metaanalyse af dens receptionshistorie i pressen.