I denne børnebog er scenen sat til 1880 i en vandmølle. Elleveårige Anna bor på møllen sammen med sine forældre, karlene og pigerne. En dag kommer hendes onkel med sine tre børn. De har forladt Læsø, og skal bo hos Annas familie, indtil onklen skal påbegynde nyt arbejde som karl på en gård. Annas fætter, Laurits, på tolv år viser sig at være ret dygtig til at hjælpe til med arbejdet, når der skal males korn. Det er ham der opdager, at nogen har bygget en dæmning for at stoppe vandtilførslen til møllen. Dæmningen er et problem, men den får Laurits hurtigt fjernet. Der sker yderligere flere sære uheld, som om nogen forsøger at ødelægge driften for mølleren. Heldigvis finder man ud af, hvem der står bag de mørke gerninger, men møllen viser sig på anden måde at være en farlig arbejdsplads.

Undervejs i handlingen beskrives arbejdet i møllen, og hvordan bønderne holder i kø for at få deres korn malet især op til juletid. Der er ordforklaringer, og en udlægning af, hvorfor Annas far foretrækker vand- for vindmøller. Også juleaften er beskrevet og livet i samfundet omkring møllen med de velstående og de fattige. En net lille detalje er kommentarerne om Læsø, hvor kvinderne passede landbrug og møller, mens mændene tog sig af strandinger.

Illustrationerne kompletterer teksten og minder i øvrigt om Astrid Lindgren-illustratoren Ilon Wiklands fine tegninger, og trods den periodiske dramatik rummer de den samme gammeldags idyl, som man kan finde i eksempelvis Grynet og Alle vi børn i Bulderby.

Spændende fortælling om et hjørne af Danmarkshistorien.

Boum Pyndiah og Christine Tjalve

Møllen går amok

Illustreret af Susanna Hartmann

122 sider

Forlaget Tøkk

Udgivet: 2017

Birte Strandby