Familiebegrebet er mangfoldigt. Set med barneøjne kan det være en selvfølgelighed. Det kan også være et ukendt fænomen, der afstedkommer usikkerhed. Gyldendal har samlet otte hyggelige fortællinger i bogen ”Min familie”. Antologiens undertitel understreger tematikken:  ”Gode historier om mange slags familier”. 

Bogen indeholder følgende otte historier:

  • “Mormor & Mormor” af Rebecca Bach-Lauritsen
  • ”Familien Bartoldy” af Pia Thaulov
  • ”Æggedreng” af Lars Daneskov
  • ”Kom nu, Alfons Åberg” af Gunilla Bergstrøm
  • ”Vitello skal have en papfar” af Kim Fupz Aakeson
  • ”Hokus Pokus, mit navn er Sofus” af Sabine Lemire
  • Uddrag fra ”Vores fantastisk forskellige familier” af Karla Nor Holmbäck
  • “Far spørger, om du vil tage flødeboller med” af Anne Sofie Hammer

Fælles for fortællingerne er, at de er skrevet i børnehøjde og med et glimt i øjet. Alle beretninger tager afsæt i forskellige måder, man kan være familie på. Eksempelvis handler bogens første historie “Mormor & Mormor” af Rebecca Bach-Lauritsen om et barnebarn, der har hele to mormødre. Alfons Åberg er – som de fleste ved – søn af en enlig fars. Som titlen antyder, møder Vitello en stor forandring i ”Vitello skal have en papfar” af Kim Fupz Aakeson. Da Vitello smadrer et vindue hos en mand, fører han tilfældigt sin mor sammen med manden Gregers. Forelskelsen spirer mellem de voksne. Men Vitello kæmper med modsatrettede følelser. Bogens sidste fortælling “Far spørger, om du vil tage flødeboller med” af Anne Sofie Hammer handler om pigen Magda. Hun er skilsmissebarn og skal fejre fødselsdag. Det gør hun sammen med både mor, mors nye kæreste og sin far, der bor et nyt sted. 

I ”Æggedreng” af Lars Daneskov zoomes der ud på familietematikken! Det er nærmest en slags metaberetning om familieformer. Hovedpersonen i historien er Villy, der skal i skole for allerførste gang. Villys forældre er et heteroseksuelt par. Han kender ikke andet end ”mor og far”, men i skolen møder han en hel ny verden. Den er langt mere mangfoldig i forhold til familieformer og -liv, end dét han hidtil har kendt. Her er børn, der har papforældre, der er et donorbarn, adoptivbarn mv. Dét får ham til at føle sig forkert. 

Lars Dannskov – og hele samlingen af fortællinger – formår at vise, at familier kan se ud på mange måder. Men alle familier er rigtige familier. Derfor er bogen guld værd, uanset om man selv kommer fra en lille familie, har papforældre, en regnbuefamilie, er donorbarn eller noget helt femte. Læseren møder rummelighed og tolerance hele vejen. 

”Min familie. Gode historier om mange slags familier” er en hyldest til den store mangfoldighed af familieformer. Den bidrager til at give børn en større forståelse for familieformer og sætte ord på tingene. Det hele bliver gjort i en glad og positiv tone. Udover de dygtige forfattere er det også værd at fremhæve illustrationerne, der bidrager til en varm og rar stemning. Her er meget at tale ud fra. Bogen er yderst velegnet til dialogisk læsning med barnet. Illustrationerne understreger variationerne på fineste vis. 

Med så mange gode udgivelser, der tematiserer den mangfoldige familie, er det heldigvis ikke svært for Gyldendal at samle et potpourri til familiens mindste. Ideelt set havde Gyldendal valgt at forsyne bogen med et forord fra en fagperson – fx en børnepsykolog, sundhedsplejerske eller forsker – om behovet for samtale om diversitet og familieformer i børnehøjde. Det ville være fx formålstjenligt med tips til dialogisk læsning og evt. forslag til videre læsning. 

Børn kan til tider være hårde mod hinanden. Især når det gælder forskellighed. Hvis vi voksne er på forkant og italesætter tingene, så de normaliseres, er meget vundet. ”Min familie. Gode historier om mange slags familier” er et glimrende værktøj til at skabe tryghed, genkendelse, forståelse og udvide barnets begrebsverden. Tekstsamlingen er tillige velskrevet og underholdende. Historierne er velegnet til højtlæsning fra ca. 3 år og op til første klasse. De kan alle læses mere end én gang. 

Min familie

Gode historier om mange slags familier

Forfatter: Diverse

Forlag: Gyldendal

175 sider. Hardback, illustreret 

Udgivelsesdato: Den 25. oktober 2023

Anmelder: Nønne Lønne Votborg