Charlie er en guldfisk. En lille guldfisk i skolealderen, og han har den enestående evne, at han bliver en superhelt, når han spiser rugbrød med grøntsager. Det er vældig praktisk, for hans gode venner bliver truet af mangt og meget, faldende klippestykker, aggressive hvaler og onde hajer. I bogen her demonstrerer han sit mod og sin styrke både forår, sommer, efterår og vinter – og redder dermed venner og familie gang på gang.
Teksten fylder ikke meget, og den er ret enkel. Det samme kan man sige om de store, flotte billeder, der viser Charlie med venner og fjender. Illustrationerne forholder sig direkte til teksten og supplerer denne, så man kan se, hvordan en sammenkrøllet blæksprutte ser ud, når den bruges som basketball, lige inden den bliver kastet op til månen.
Superhelten Charlie har alle basale dyder og en høj moral. Han taler pænt, bliver til en superhelt når han spiser sund mad, han beskytter sine venner, sender de onde til månen og elsker sine venlige og pædagogiske forældre. Om målgruppen på tre – otte år så kan forholde sig til Charlies verden, må være forældre eller oplæsers vurdering.
Sædvanligvis har selv eventyr en vis forbindelse vores hverdagsverden og dens fysiske love, men med guldfisken Charlie er vi ude i andet og mere end talende katte og mobile græskar. Her kører busser på havbunden, Charlie og vennerne spiser is på havbunden – købt i den lokale iskiosk, og små fisk kan også lide at lege i sne om vinteren. Der er tydeligvis meget, vi ikke ved om fisk – søheste og blæksprutter, og den voksne oplæser bør måske forberede sig på, at læsningen kan udløse mange spørgsmål.
Superhelten Charlie
– Årstiderne
Hussam Al-Mashadani
Illustreret af Tatiana Goldberg
68 sider
Trykværket
Udgivet: 2021
Birte Strandby
Anmeldelse fra Bogrummet.dk: https://bogrummet.dk/boganmeldelser/superhelten-charlie-aarstiderne-af-hussam-al-mashadani/
Fantastisk bog med smukke budskaber for både børn og voksne. 5 stjerner herfra. Kom ved en fejl til at trykke på 1 stjerne, men bogen fortjener uden tvivl 5 stjerner.
Rigtig god og underholdende børnebog, som skaber rum for indlevelse i oplæsningen.
Rigtig god børnebog, dejligt med de gode værdier og budskaber, min datter er vild med den.